Fortsæt til indhold
Europa

Premierminister: Fester vi i julen, giver det døde i januar

Italiens premierminister advarer landsmændene og opfordrer til en stille jul.

Italienernes håb om en helt normal jul er efterhånden meget små. Senest har landets premierminister Giuseppe Conte overfor repræsentanter fra landets kommuner opfordret til, at man holder sig fra de store julefester.

»En uge med totalt frigivet samvær vil betyde, at vi skal betale i januar med en kraftig stigning i kurverne for dødsfald og belastning af vores intensivafdelinger. Det har vi ikke råd til,« sagde Conte ifølge den tyske avis Bild.

Italien var et af de første lande, der blev hårdt ramt af coronavirus, og landet ligger højt på listen over både sygdomstilfæde og dødsfald.

Tirsdag og onsdag i denne uge nåede antallet af dødsfald op på niveauer, som ikke er set siden den første del af april, hvor landet var i lockdown.

Tirsdag blev der meldt om 731 coronarelaterede dødsfald, mens dette tal onsdag steg til 753 - i alt er der ifølge Johns Hopkins University registreret flere end 48.000 døde i landet, det er sjetteflest på verdensplan.

Torsdag aften meldte landet om 36.176 nye tilfælde af smittede i landet.

De mange syge i landet vækker bekymring for landets sundhedsvæsen. Landet har siden coronapandemien begyndte næsten fordoblet antallet af sengepladser på intensivafdelinger. Der er nu 9.931 senge og flere respiratorer, men der er kun ansat 625 ekstra anæstesilæger og andre med ekspertise på området, skriver The Guardian.

»Medarbejderstaben er næsten den samme. Og de ansatte har en meget højere arbejdsbyrde. Det er det største problem, og det er svært at gøre noget ved, da det er svært at finde anæstesilæger og sygeplejersker, der kan arbejde i så højt et specialiseret område,« siger Giovanni Leoni, der er vicepræsident i den italienske lægeforening.

Under første bølge af coronavirus var det især de nordlige regioner af landet, der var ramt, men nu har det bredt sig til hele landet, og dermed belastes store dele af sundhedsvæsenet. I sidste uge advarede læger om, at landet kunne få yderligere 10.000 dødsfald på en måned, hvis ikker der blev indført en ny lockdown af landet.