Fortsæt til indhold
Europa

Politiet har ransaget franske ministres hjem i stor coronaefterforskning

Både sundhedsministeren og den franske sundhedsstyrelses chef har fået deres hjem undersøgt som en del af en formel undersøgelse.

I Frankrig er der indledt en stor undersøgelse af myndighedernes og politikernes håndtering af coronakrisen.

Torsdag førte efterforskningen til, at flere prominente personer fik deres hjem ransaget af politiet. Heriblandt landets sundhedsminister Olivier Véran og sundhedsstyrelsens direktør, Jerome Salomon. Det fremgår af en pressemeddelelse fra den franske regering, som flere franske medier citerer fra.

På et pressemøde torsdag forklarede Frankrigs premierminister, Jean Castex, at Olivier Veran nyder regeringens »totale tillid« og understregede samtidig, at sundhedsministeren »er formodet fuldstændig uskyldig« i sagen.

Franske medier skriver, at den tidligere premierminister Edouard Philippe samt sundhedsstyrelsens tidligere chef, Agnes Buzyn, også er blandt dem, der har fået sit hjem ransaget, men det er ikke officielt bekræftet.

Den franske regering har fået hård kritik for at nøle med tiltag mod coronavirus, da den ramte landet i begyndelsen af året. Desuden har læger og pårørende til personer, der er døde under pandemien, kritiseret, at sundhedsvæsenet manglede værnemidler og andet udstyr.

I juli påbegyndte den domstol, der beskæftiger sig med ministerielle anliggender, en efterforskning af, hvordan Edouard Philippe - som var premierminister i foråret - og hans regering håndterede coronakrisen, og om der kan være foregået noget ulovligt.

Ifølge BBC skal der dog foreligge konkrete beviser på, at myndighederne bevidst fravalgte tiltag og undlod at tage skridt, der kunne have reddet liv, for at påstandene mod Philippe og de øvrige ansvarlige skal holde i retten.

Tallene for coronasmitte i Frankrig er i de seneste uger gået den helt forkerte vej, og onsdag erklærede landet igen en national sundhedskrise.

Samme aften meddelte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, indbyggerne i Paris samt flere andre franske storbyer, at der fra lørdag mellem kl. 21 og kl. 06 vil være udgangsforbud. I første omgang gælder tiltaget i fire uger. Macron sagde samtidig, at han gerne så, at franskmændene kraftigt begrænsede deres omgang med andre.

De seneste tal fra de franske sundhedsmyndigheder viser, at der er over 9.100 coronapatienter indlagt på hospitaler rundt om i landet. I alt cirka 33.000 franskmænd er døde med coronavirus.