Fortsæt til indhold
Europa

Alle passagerer dræbt: To mindre fly kolliderede over fransk by

Lørdag mistede fem mennesker livet i Frankrig, da to fly stødte sammen i luften og styrtede ned i byen Loches.

Lørdag eftermiddag stødte to mindre fly sammen i luften over byen Loches i Frankrig.

Sammenstødet mellem de to fly fik fatale konsekvenser for flyenes i alt fem passagerer, der omkom som følge af ulykken.

Det skriver BBC.

Det var ifølge mediet et mindre fly med to passagerer, der lørdag eftermiddag bragede sammen med et fly af typen DA40, hvor der befandt sig tre personer. Sammenstødet foregik i luften over franske Loches.

Flyet med to passagerer om bord styrtede ned i et hegn, der omkranser et hus i Loches. I nedstyrtningen ramte det nogle elektricitetsanordninger, som fik flyet til at bryde i brand umiddelbart efter kontakten med jorden, beretter vidner til nedstyrtningen til BBC.

DA40-flyet ramte jorden 100 meter væk i et ubeboet området, og øjenberetninger fortæller om, at en person blev set falde fra det store fly, der der nærmede sig hustoppene i Loches.

Ingen af nedstyrtningerne gav personskader på folk, der befandt sig på landjorden.

Beredskab med blandt andet 50 brandmænd blev tilkaldt efter ulykken, men de fem passagerers liv stod ikke til at redde.

»Alle fem involverede personer døde,« sagde den lokale embedsmand Nadia Seghier ifølge BBC til AFP.

Lokalt politi har nu indledt en efterforskning for at finde frem til årsagen til den ret så usædvanlige ulykke.

Franske gendarmer og brandfolk var hurtigt til stede efter ulykken. De fem passagerers liv var dog ikke til at redde. Foto: Charles Berthault via Reuters/Ritzau Scanpix
Det lille fly med to passagerer om bord brød i brand, da det ramte jorden, fordi det kolliderede med en el-anordning. Foto: Charles Berthault via Reuters/Ritzau Scanpix