»Ulidelig« varme og ingen luft tog livet af 39 vietnamesiske migranter
Fem mænd er tiltalt i sagen om de 39 vietnamesiske migranter, der sidste år blev fundet kvalt i kølerummet på en lastbil.
Først da chefen sendte ham en sms med teksten: »Giv dem luft hurtigt, men luk dem ikke ud«, besluttede Maurice Robinson sig for at åbne for den lufttætte bagklap på kølelastbilen, der på det tidspunkt havde været undervejs i et halvt døgn.
Her blev den 26-årige lastbilchauffør mødt af et syn, som, ifølge anklageren, »stadigvæk må hjemsøge ham«.
Det handler om en bestemt import af mennesker, smuglet om i ladet af en lastbil, som gik grueligt galt.William Emlyn Jones, anklager
39 vietnamesiske migranter, der var blevet smuglet over den engelske kanal, lå døde i lastbilens kølerum.
De var blevet kvalt af luftmangel og en »ulidelig« varme, der havde nået 38,5 grader efter den næsten 12 timer lange tur, som begyndte i Belgien og sluttede 30 kilometer øst for London.
Det er sagen, der fandt sted oktober sidste år, som i denne uge kommet for retten i Storbritannien.
Maurice Robinson er tiltalt for uagtsomt manddrab, mens han sammen med tre andre mænd er tiltalt for at have været involveret i en menneskesmuglerring, der stod for at organisere turen, skriver The Times.
39 tilfælde af uagtsomt manddrab
Før lastbilen med de 39 migranter nåede til Essex i det sydlige England, hvor Maurice Robinson overtog køreturen, var den blevet kørt til Zeebrugge i Belgien af en anden lastbilchauffør, Eamonn Harrison.
Han er ligeledes tiltalt for 39 tilfælde af uagtsomt manddrab og for at have være involveret i smuglerringen. Maurice Robinson har erkendt alle anklagepunkter, mens Eamonn Harrison afviser.
Lastbilen blev en »kiste« for de 39 mænd og kvinder, lød det fra anklager William Emlyn Jones i retten. Han slog samtidigt fast, at sagen handler om meget mere end menneskesmugling.
»Det handler om en bestemt import af mennesker, smuglet om i ladet af en lastbil, som gik grueligt galt,« lød det.
Den tredje mand på anklagebænken er den 43-årige Gheorghe Nica, der afviser anklager om uagtsomt manddrab, men erkender sin del i smuglerringen.
To andre mænd, Alexandru Hanga og Gazmir Nuzi, har erkendt sig skyldige i at have assisteret gruppens brud på landets immigrationslov.
Retssagen i Storbritannien mod de fem mænd fortsætter i de kommende dage.