Belgiens transkønnede vicestatsminister vil skabe debat
Petra De Sutter blev torsdag taget i ed som den første åbent transkønnede minister i Europa.
Petra De Sutter, der torsdag blev taget i ed som en af Belgiens nye vicepremierministre, håber, at hendes udnævnelse kan være med til at udløse en debat i lande, der har et forskruet syn på køn og identitet.
Det skriver hun i et opslag på Twitter.
Petra De Sutter er som del af Belgiens nye regering den første åbent transkønnede minister i Europa. Et faktum, der gik næsten ubemærket hen i både Belgien og resten af Europa.
Det skriver The Brussels Times.
- Jeg er stolt over, at man i Belgien og i de fleste EU-lande ikke er defineret af sin kønsidentitet, og at det slet ikke er et emne.
- Jeg håber, at min udnævnelse til minister og vicepremierminister kan udløse en debat i lande, hvor det ikke er tilfældet, skriver Petra De Sutter.
Petra De Sutter har en baggrund som gynækolog og repræsenterer det flamske parti De Grønne - senest som medlem af Europa-Parlamentet.
Hun er blevet en af syv nye vicepremierministre i den belgiske regering, der i sidste uge endelig faldt på plads 16 måneder efter parlamentsvalget.
Onsdag i sidste uge blev syv partier med vidt forskellige profiler enige om at danne en regering, som den tidligere fungerende finansminister Alexander De Croo kommer til at stå i spidsen for.
Ud over rollen som vicepremierminister er Petra De Sutter udpeget som Belgiens minister for offentlige virksomheder.
Før hun blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019, havde hun i fem år repræsenteret De Grønne i det belgiske parlament.
Flere LGBT-grupper hyldede torsdag udnævnelsen af Petra De Sutter.
- Vi glæder os over, at et medlem af transmiljøet er blevet udnævnt til en politisk toppost, siger Matt Beard, direktør i organisationen All Out, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Petras udnævnelse er et kald og en inspiration til regeringer i hele verden for at øge andelen af transkønnede på topposter, tilføjer han.