Fortsæt til indhold
Europa

EU-Kommissionen åbner sag mod Storbritannien for at bryde exitaftale

EU vil tage retlige skridt mod briterne for brud på den aftale, EU har lavet med Storbritannien.

Briterne har brudt den skilsmisseaftale, som EU og Storbritannien sidste år forhandlede på plads.

Det siger EU-Kommissionens formand, Usrula von der Leyen torsdag på et pressemøde. Samtidig meddeler formanden, at EU-Kommissionen vil tage det »første retlige skridt« mod briterne for at bryde traktaten.

Meldingen fra EU kommer, efter at det britiske underhus tirsdag aften godkendte et lovforslag, der tilsidesætter dele af briternes skilsmisseaftale med EU.

Lovforslaget har været kritiseret vidt og bredt for at tilsidesætte international lov, mens den britiske premierminister Boris Johnson har nedtonet lovforslaget og kaldt det et »sikkerhedsnet«, der sikrer den frie handel mellem dele af Storbritannien.

Ikke desto mindre mener EU, at Storbritannien skal overholde den indgåede aftale, og derfor har man nu taget første skridt til en sag ved EU-Domstolen.

Ifølge Ursula von der Leyen sker det ved, at EU har »sendt et formelt brev til den britiske regering«, hvori man oplyser om, at der er foregået et aftalebrud, som – hvis lovforslaget også vedtages i Overhuset – er i strid med både EU’s love og international lov.

Briterne har nu en måned til at svare på brevet.

I skilsmisseaftalen er det fastslået, at der fortsat skal være en åben grænse mellem EU-landet Irland og Nordirland, der hører til Det Forenede Kongerige. For at det kan lade sig gøre, skal der være en grænse i Det Irske Hav, og det skal aftales, hvilke varer der skal underlægges kontrol mellem Nordirland og resten af Storbritannien.

Men i det netop vedtagne lovforslag er det briterne alene, der bestemmer, hvilke varer der skal være tale om. Samtidig er der strid om statsstøtte til virksomheder, der ligger i Storbritannien, men har afdelinger i Nordirland.

Briterne forlod EU den 31. januar i år. Resten af 2020 er en overgangsperiode, hvor Storbritannien i princippet følger EU-lovgivning – en overgangsperiode, som Boris Johnson har nægtet at forlænge.

Derfor er der pres på at få lavet en handelsaftale, der senest skal gælde fra nytår. De forhandlinger foregår stadig, indtil videre uden noget særligt fremskridt. EU har truet Storbritannien med, at hele handelsaftalen er i fare, hvis man insisterer på at bryde skilsmisseaftalen.