Fortsæt til indhold
Europa

Færgekaptajn tog en rask beslutning

Alle 207 passagerer, der befandt sig på den finske færge "Amorella" ved grundstødning, er nu i sikkerhed.

Det, der søndag middag tegnede til blive en skibskatastrofe ved Ålandsøerne, er endt godt.

Viking Lines færge "Amorella" med plads til 2.400 passagerer ramte søndag middag klippegrunden og sprang læk på sin tur fra den finske by Turku til den svenske hovedstad Stockholm.

Færgen, der på grund af coronarestriktioner kun havde godt 200 passagerer med, begyndte at tage vand ind, og kaptajnen besluttede at sejle skibet på grund uden for Järsö i Ålands skærgård for at undgå vandindtrængning. Efterfølgende besluttede man at evakuere passagererne, og de er nu alle i sikkerhed, beretter flere medier. Ingen er kommet noget til.

Cirka 50 af de 74 besætningsmedlemmer var ifølge maritimedanmark.dk mandag morgen stadig om bord på færgen. Nu fokuserer myndighederne indsatsen på at begrænse skaden på færgen, og forhindre at der opstår forurening.
Skibets skrog har ifølge de første undersøgelser taget skade, men der skal yderligere undersøgelser til, før man har et klart billede af skadernes omfang.

En af passagererne, Eva Vaihinen, siger til den svenske avis Expressen, at der hørtes en høj, skurrende lyd, da færgen gik på grund.

»I starten var det lidt uroligt, fordi alarmen gik i gang, og der var en del, der var ret bange. Men nu er alle rolige og venter,« siger hun.

Det er stadig uklart, hvordan ulykken kunne ske, men Viking Lines' informationschef, Eleonora Hansi, bekræfter i en mail til nyhedsbureauet TT, at færgen er gået på grund. Det er således stadig uvist om en menneskelig eller teknisk fejl var årsag til grundstødningen.

»Jeg tør ikke at spekulere i, hvad det kan være. Det må vi se,« siger hun.

Svensk beredskab har tilbudt hjælp. Men eftersom uheldet er sket i finsk farvand, er det de finske myndigheder, der står for indsatsen.

Størstedelen af passagererne på søndagens sejlads var finner og svenskere.

Ifølge flere kilder har Viking Line tidligere haft problemer med "Amorella" i form af grundstødninger og brande. Ifølge det svenske medie svt.se stødte "Amorella" også på grund i december 2013 nær det sted, hvor det gik galt søndag eftermiddag. Dengang var årsagen, at en elektrisk fejl satte fartøjets styresystem ud af kraft i flere minutter.