Anders Tegnell: Sverige valgte rigtigt
Ifølge Sveriges statsepidemilog valgte Sverige den rigtige strategi, da de ikke nedlukkede landet tilbage i marts
Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell mener fortsat, at Sverige valgte den korrekte strategi til at bekæmpe covid-19 og efterlyser en større debat om konsekvenserne for den generelle folkesundhed af landes nedlukning på den.
Det siger han i et interview med Politiken.
Sveriges håndtering af coronapandemien er bredt diskuteret rundt omkring i Europa, hvor særligt den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell har været i offentlighedens søgelys.
»Hvert land må naturligvis vælge sin egen vej, men jeg tror stadigvæk, at vi i altovervejende grad valgte den rigtige vej i Sverige. Ud fra de forudsætninger, vi havde, og med den udvikling, vi så. Jeg tror ikke, at mere omfattende lukninger end dem, vi rent faktisk gennemførte, havde ført til et ret meget anderledes resultat. F.eks. har vi kraftigt mindsket omfanget af vores rejser. Vi har rejst mindre end danskerne. Blot fordi vi i Sverige har brugt blødere metoder end i andre lande, betyder det ikke, at den svenske befolkning ikke har ændret sine rutiner«, siger Anders Tegnell til Politiken.
Diskussionen om, hvorvidt Danmarks eller Sveriges strategi har været den mest effektive, er blusset op på ny, efter Danmark har oplevet et smittetal, der er steget stødt siden slutningen af august og med et hidtidigt topniveau på 589 i fredags.
Flere eksperter peger dog på, at det høje registerede smittetal hænger sammen med, at Danmark har mangedoblet testkapaciteten siden epidemiens begyndelse.
Fokuser på folkesundhed
Anders Tegnell forklarer til Politiken, at man skal fokusere på den generelle folkesundhed, hvor særligt nedlukning af skoler kan få konsekvenser for den langsigtede udvikling hos børn og deres fremtidige sundhedsniveau. Han ser videre ikke den store fidus i de omfattende nedlukninger af skoler og den kollektive trafik, som han mener ingen eller tæt på ingen betydning fik for smittespredningen.
Målt over de seneste 14 dage har Sverige registreret 31 smittede pr. 100.000 indbyggere, viser tal fra ECDC. I Danmark er det tilsvarende tal 74,1.
I Europa ligger Spanien helt i top i denne opgørelse med 300,5 nysmittede pr. 100.000 indbyggere de seneste 14 dage.