Fortsæt til indhold
Europa

»Hav noget hjerterum«: Tyskland og Østrig på kollisionskurs over flygtninge

Den tyske regering har meddelt, at man vil tage imod yderligere 1.500 flygtninge og migranter fra den nedbrændte græske lejr Moria.

Den tyske forbundsregering har tirsdag meddelt, at man vil tage imod yderligere 1.553 flygtninge fra Grækenland i tillæg til de bl.a. 150 uledsagede mindreårige, landet allerede har accepteret at tage imod.

Sådan lød beskeden fra den tyske vicekansler Olaf Scholz på et pressemøde i Berlin.

Tyskland vil tage imod de ekstra flygtninge som et »uafhængigt bidrag« fra Tyskland til støtte for Grækenland, der har bedt om de øvrige EU-landes hjælp til at håndtere de tusindvis af flygtninge og migranter, der står uden tag over hovederne efter branden i flygtningelejren Moria på Lesbos.

Ifølge den tyske regering er der tale om 1.553 personer fordelt på 408 børnefamilier fra Syrien, Afghanistan og Irak. Tyskland er tillige ved at godkende asylansøgninger fra omkring 1.000 flygtninge fra Grækenland.

Moria-lejren havde plads til omkring 3.000 beboere, men endte med at have det firedobbelte antal mennesker. Nu er den brændt ned, og migranterne sover i naturen. Foto: Louisa Gouliamaki/AFP

Der er ikke udelukkende tale om flygtninge fra Moria-lejren, men den tyske hjælp kan givetvis også afhjælpe den pressede situation på Lesbos, siger SPD-formand Saskia Esken ifølge avisen Welt.

»På denne måde bliver det muligt at aflaste overalt, også i Moria,« fortæller hun og kalder modtagelsen af flygtningene for »et stort skridt« for Tyskland.

Alt imens Tyskland alt i alt har forpligtet sig til at tage imod 2.750 asylsøgere fra Grækenland, er der anderledes toner fra Østrigs kansler Sebastian Kurz.

»Vi vil ikke følge den tyske vej på dette punkt,« sagde han ifølge avisen Bild tirsdag og tilføjede, at han »går ud fra, at mange andre europæiske lande heller ikke vil gøre det«.

Tusindvis af de tidligere beboere i Moria-lejren, som i sidste uge brændte ned, nægter ifølge Reuters at flytte ind i en ny lejr på Lesbos. De vil i stedet væk fra den græske ø. Foto: Louisa Gouliamaki/AFP

Bayerns ministerpræsident Markus Söder kritiserede ifølge det østrigske medie Oe24 tirsdag den østrigske regering for ikke at være solidarisk med Grækenland og bad Østrig om at »have noget hjerterum« hvad angår flygtningene i Moria-lejren.

Markus Söders parti CSU er søsterparti til Sebastian Kurz' ÖVP, men trods det har partierne vidt forskellige tilgange til situationen. Bild kunne mandag berette, at den tyske kansler Angela Merkel er særdeles kritisk over for Østrigs håndtering af flygtningekrisen, men Sebastian Kurz har altså nu meddelt, at man ikke har tænkt sig at bøje sig for den tyske kritik.

Østrig har lige som Danmark meddelt, at man ikke vil tage imod nogen af de omkring 12.000 flygtninge, men at man i stedet vil hjælpe økonomisk på stedet.

Tusindvis af de tidligere beboere i Moria-lejren, som i sidste uge brændte ned, nægter ifølge Reuters at flytte ind i en ny lejr på Lesbos. De vil i stedet væk fra den græske ø. Grækenland har krævet, at resten af EU tager et større ansvar for de migranter og flygtninge, der ankommer til Grækenland.

Den danske udviklingsminister Rasmus Prehn tilbød torsdag 22,4 mio. kr. i ekstraordinær hjælp til Grækenland.

De græske myndigheder har tilbageholdt seks personer, alle beboere i Moria-lejren, som mistænkes for at stå bag branden.