Stort og frygtet krigsskib fundet ud for Norges kyst efter 80 år
Det tyske krigsskib "Karlsruhe" er blevet fundet på bunden af havet ud for Norges kyst.
Et stort krigsskib fra Anden Verdenskrig er blevet fundet tæt på Norges kyst.
Det 174 meter lange skib ”Karlsruhe” stod den 9. april 1940 i spidsen for tyskernes angreb på Norge. Men inden skibet nåede Kristiansand, kom det under voldsom beskydning af norsk artilleri, inden det blev ramt af en torpedo fra en britisk ubåd. Herefter valgte tyskerne selv at sænke skibet. Siden skulle der gå 80 år før det blev fundet.
Det er det statsejede, norske elselskab Statnett, der har fundet frem til skibsvraget knap 500 meter under havets overflade.
På sin hjemmeside skriver Statnett, at en sonar, der bruges til at opspore skibsvrag, for tre år siden lokaliserede skibsvraget tæt på Statnetts strømforbindelser mellem Norge og Danmark. Men det er først nu, at det er blevet undersøgt, hvad der præcist gemte sig på havbunden 13 sømil fra Kristiansand i det sydlige Norge.
»Da kanonerne blev synlige på skærmen, forstod vi, at det var et kæmpe krigsskib. Vi var meget begejstrede og overraskede over, at vraget var så stort,« fortæller senioringeniør Petter Hobberstad fra Statnett til firmaets hjemmeside.
Skibet, der stod i spidsen for tyskernes operation Weserübung, var udstyret med dampturbiner og ni kanoner. Den tyske admiral Otto Schenk har selv skrevet om dagen i en bog udgivet samme år som angrebet. Han fortæller ifølge Statnetts hjemmeside, at tæt tåge, smalle farvande og en styrke, der allerede var bagefter, skabte bekymring i timerne før angrebet. Da ”Karlsruhe” sejlede ind i fjorden uden for Odderøya nær Kristiansand, kom skibet under beskydning fra det norske forsvar. Det er imidlertid uklart, hvor omfattende disse skader var. Kristiansand blev indtaget af tyskerne, men samme eftermiddag angreb den britisk ubåd ”Truant” ”Karlsruhe” og ramte krydseren med en torpedo. Derefter blev ”Karlsruhe” sænket efter ordre fra den tyske kaptajn.
Petter Hobberstad fra Statnett er begejstret for opdagelsen.
»At finde sådan et specielt krigsskib er sjældent og ekstra sjovt for os, der arbejder med undersøiske undersøgelser.«