Fortsæt til indhold
Europa

Sådan går det pigen fra motorvejen i dag

Billedet af seksårige Noor Al-Saedi og en dansk betjent gik verden rundt i 2015.

anjo

Den 9. september er det fem år siden, at den dengang seksårige Noor Al-Saedi vandrede på motorvej E45 nord for Padborg og indtog manges hjerter, da billedet af hende og en dansk betjent gik verden rundt.

Betjenten tog sin vielsesring af, gemte ringen i sin hånd, og Noor skulle gætte, hvor den var. Noor vandt. Hver gang.

Noor Al-Saedi var i 2015 en af flere millioner af mennesker, der vandrede gennem Europa. Alene i Sverige var der 162.877 personer, som søgte asyl det år, indtil de europæiske lande lukkede grænserne, og EU indgik en aftale med Tyrkiet for at bremse strømmen.

I dag er Noor 11 år, og i 5 år har hun boet med sin familie i den nordsvenske by Boliden.

Noor går i 5.b, hun har lært svensk og den bedste veninde hedder Elise. Det skriver TV 2.

Men alt er ikke fryd og gammen for Noor og hendes forældre. Tre gange har de fået afslag på asyl i Sverige, og familien Al-Saedi frygter nu, at politiet vil banke på deres dør og sende dem tilbage til Irak.

Noor håber dog stadig, at de kan få lov til at blive i Boliden, så hun kan gå i skole med sine venner.

»Jeg vil blive her i Sverige, for i Irak er der ikke gode skoler, og der er piger, der bliver gift, når de er meget unge, siger Noor til TV 2.