Fortsæt til indhold
Europa

Snesevis arresteret under klimaprotester i Storbritannien

Extinction Rebellion-klimagruppen står igen i år for omfattende protester i London og Manchester.

Klimagruppen Extinction Rebellion står bag to længerevarende aktioner i London og Manchester for at gøre opmærksom på klimakrisen, skriver BBC.

I London satte demonstranter sig ned på Parliament Square for at stoppe trafikken. Nogle blev efterfølgende arresteret for at forstyrre den offentlige orden.

Politifolk arresterer en aktivist for at spærre trafikken på Parliament Square i London. Foto: Tolga Akmen/AFP

Ifølge Extinction Rebellion vil de "fredelige" demonstrationer omkring det britiske parlament vare 10 dage, til politikerne vedtager en række miljøbevarende love. Andre protestaktioner er på vej - blandt andet en "walk of shame" nær Bank of England.

»Jeg er her i dag, fordi jeg er meget bekymret for fremtiden for vores planet. Vi er nødt til at sætte Jordens dagsorden over alt andet. Det er er meget vigtigere end coronaen - og det budskab skal høres af så mange som muligt,« sagde Karen Wildin, 56-årig lærer fra Leicester, til BBC.

Hun fik støtte af en anden sympatisør af Extinction Rebellion:

»Hvis vi ikke handler nu, vil det få katastrofale konsekvenser for både vores og kommende generationers fremtid,« sagde Sarah Lunnon.

Betjente fra Metropolitan Police arresterede op mod 90 demonstranter i London i går tirsdag for brud på lov og orden. Sidste år blev flere end 1700 demonstranter arresteret under Extinction Rebellions 10 dage lange efterårs-klimakampagne.

I Manchester er der planlagt fem dage med demonstrationer i år. Politiet har her gjort meget ud at at understrege, at protesterne ikke må fravige de gældende regler for social distance på grund af corona-risikoen.