Retsopgøret om angrebet på Charlie Hebdo skal filmes
14 mennesker er anklaget for at have hjulpet terroristerne, der stod bag terrorangrebet på Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i 2015. Den historiske retssag begynder onsdag.
Det var en terrorhandling og et angreb mod ytringsfriheden, da to islamistiske brødre den 7. januar 2015 brød ind på Charlie Hebdo og dræbte flere af satireavisens mest berømte skribenter og tegnere.
Mere end fem år efter terrorangrebet, som sendte chokbølger gennem hele verden, skal omstændighederne omkring de dystre hændelser nu endevendes i en retssal.