»Det vil ske igen«: Britisk asylsøger døde efter ikke at kunne få offentlig hjælp
34-årige asylansøger Mercy Bagumas søn blev angiveligt fundet underernæret i lejligheden.
Den 34-årige britiske asylansøger Mercy Baguma blev fundet død ved siden af sin angiveligt underernærede søn på ét år i weekenden. Og nu får dødsfaldet de stærke følelser frem i både befolkningen, blandt hjælpeorganisationer og blandt politikere, skriver The Independent.
»Når man fratager folk muligheden for at arbejde og samtidig gør det umuligt at få hjælp, så tvinger man dem ud i desperation. Indtil dette fjentlige system, droppes, vil vi se flere få det særdeles svært og dø under tragiske omstændigheder,« siger Mary Atkinson, leder i Joint Council for the Welfare of Immigrants med base i London.
Det skotske parlamentsmedlem Stuart McDonald hæfter sig også ved, at visse asylsøgere har det notorisk vanskeligt.
»Fattigdom er et meget udbredt instrument anvendt af immigrationsmyndighederne«.
Mercy Baguma havde bedt om hjælp fra en velgørenhedsorganisation 10 dage inden dødsfaldet, da hun ikke havde nogen indkomst og ikke kunne få offentlig hjælp på grund af sin status. Baguma havde mistet sit job efter udløbet af sin opholdstilladelse. Og hun er kun en ud af tusinder af migranter, der på den måde risikerer at ende i ekstrem fattigdom.
Den sidste gang Bagumas venner har hørt fra hende er 18. august. Baguma og hendes søn skulle have været genhuset dagen efter. Men organisationen, der skulle stå for genhusningen, oplyser, at hun ikke har været i deres regi på tidspunktet for hendes død.
Mercy Baguma er ikke den første migrant med et barn i Storbritannien, der er omkommet under fattige omstændigheder. I 2016 blev den hiv-ramte Lillian Oluk og hendes to år gamle datter fundet omkomne efter at have levet i ekstrem nød i deres lejlighed. Hos Oluk fandt man et offentlig brev hvori der stod, at hun skulle forlade Storbritannien.
I et andet tilfælde i 2010 døde en 10 måneder gammel baby af sult, efter at han og hans mor blev nægtet offentlig støtte. Hun døde selv kort efter af en sjælden hjerneinfektion forårsaget af hiv-sygdommen.