Gletsjer i Alperne er i fare for kollaps - beboere og turister er evakueret
Der er tale om cirka 500.000 kubikmeter is på Planpincieux-gletsjeren, som er i fare for at skride.
65 indbyggere og omkring 50 turister er blevet evakueret i italienske Courmayeur, efter at en gletsjer er kommet i overhængende fare for at skride.
Ifølge flere italienske medier, heriblandt nyhedsbureauet Ansa, er veje i området blevet spærret.
»Vi finder alternative løsninger for indbyggere, mens turisterne vil være nødt til selv at finde andre løsninger,« siger Courmayeurs borgmester Stefano Miserocchi til nyhedsbureauet.
Der er tale om cirka 500.000 kubikmeter is på Planpincieux-gletsjeren, som er i fare for at kollapse. Gletsjeren er en del af Mont Blanc-massivet i Alperne på grænsen mellem Italien og Frankrig.
I flere år har Planpincieux været overvåget af myndighederne for afsmeltning, fordi gletsjeren på grund af klimaforandringerne er blevet ustabil. Nyhedsbureauet Reuters rapporterer om, at gletsjeren på det seneste har bevæget sig med op mod en meter dagligt på grund af høje temperaturer i området.
Nedfaldne klipper har altid forekommet i Alperne. Men forskerne oplever, at de varmere temperaturer fremskynder processen.
Ifølge The Guardian blev huse i området ligeledes evakueret sidste efterår, da gletsjeren havde bevæget sig usædvanligt meget på grund af »usædvanlige temperaturforhold«.
Aktuelt er der dog tale om en langt større mængde is, der er i fare for at styrte ned. Såfremt den store isblok styrter, ville den nå offentlig vej og beboede områder i løbet af få minutter, hvilket er grunden til, at myndighederne har valgt at evakuere.
Planpincieux er blot én af mange gletsjere i området, der bliver overvåget, fordi de er ustabile. Og mange af dem er i fare for at smelte helt.
I 2019 offentliggjorde forskere fra det schweiziske universitet ETH Zürich, at Alpernes største gletsjer, schweiziske Aletsch, vil være halveret i år 2100, hvis temperaturen stiger med to grader.
Stiger temperaturen mere, vil den knap en kilometer tykke og 23 kilometer lange gletsjer kunne være så godt som væk ved århundredeskiftet.
FN’s klimapanel offentliggjorde sidste efterår en klimarapport om havene og al jordens ismasse. Klimapanelet vurderede i den forbindelse, at 80 pct. af Europas gletsjere vil være væk i 2100.