Taxa kørte ind i gruppe af mennesker i svensk by

Tre personer er kommet til skade i byen Borlänge i en påkørsel, som lader til at have været bevidst.

Tre personer er bragt til hospitalet, efter at en taxa sent fredag aften er kørt i en gruppe mennesker i Borlänge i Sverige.

En af dem er kommet alvorligt til skade, skriver Aftonbladet.

Personen har ifølge politiets talsmand skader på "hoved og overkrop", skriver det svenske medie.

Taxichaufføren er en mand på omkring 30 år, der blev anholdt på stedet. Han er i løbet af natten blevet afhørt.

Ifølge politiet tyder vidneforklaringer på, at han bevidst kørte mod personerne.

Chaufføren er mistænkt for drabsforsøg.

- Vi undersøger muligheden for, at hensigten var at ramme en af dem, siger talsmand Mats Öhman ifølge Aftonbladet.

Politiet fik anmeldelsen om påkørslen klokken 23.42.

Chaufføren havde ikke drukket, og selv om motivet endnu ikke er fastlagt, tydet intet ifølge politiet på, at der er tale om terror, skriver det svenske medie.

De tilskadekomne er en mand på omkring 35 år, en mand på omkring 50 år og en kvinde på omkring 18 år.

Der bor lidt over 40.000 mennesker i Borlänge, som ligger i det sydlige Dalarna.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen