Barcelona beder borgere om at blive hjemme efter smitteudbrud

Der er genopblussen af coronavirus i Barcelona. Derfor bliver fire millioner borgere bedt om at blive hjemme.

Artiklens øverste billede
Borgere i Barcelona bliver opfordret til at blive hjemme efter en genopblussen af coronasmitte. Arkivfoto: Josep Lago/AFP

Borgere i Barcelona bliver opfordret til at blive hjemme efter en genopblussen af coronasmitte.

Det oplyser den catalanske regering fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den regionale regering har desuden beordret, at biografer, teatre og natklubber lukker. Ligeledes er der forbud mod at samles mere end ti personer, oplyser talskvinde Meritxell Budo.

Restauranter bliver begrænset til at køre med halv kapacitet.

Næsten fire millioner borgere påvirkes af tiltagene.

Borgerne bliver bedt om ikke at bevæge sig væk fra byen i cirka to uger.

- Vi er nødt til at tage et skridt tilbage for at undgå en total nedlukning de kommende uger, siger Meritxell Budo.

Borgere er nødt til at "handle hurtigt og bestemt for at undgå at finde sig selv i den samme situation som i marts", tilføjer hun.

I marts var Spanien hårdt plaget af coronavirus. 14. marts erklærede premierminister Pedro Sanchéz krisetilstand i landet på grund af coronaudbruddet.

Både Catalonien og naboregionen Aragonien har oplevet en genopblussen af coronavirus den seneste tid. I alt er der registreret omkring 150 nye virusklynger over hele landet.

Mange spanske regioner har gjort det lovpligtigt at bære mundbind i offentligheden. Påbuddet gælder også, selv om man overholder reglerne for social afstand.

I Spanien er der registreret flere end 28.400 dødsfald blandt coronapatienter, hvilket gør landet til et af de hårdest ramte lande i verden.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen