Menneskejagt i Tyskland: Skoler holdes lukket, og beboere skal blive inden døre
Politiet i den sydvesttyske by Oppenau har sat alt ind på at finde en bevæbnet mand.
Tysk politi har igangsat, hvad der kan betegnes som en menneskejagt på en 31-årig mand, der bevæbnet med skydevåben, kniv samt bue og pil er forsvundet i skoven omkring den tyske by Oppenau i delstaten Baden-Württemberg i Sydvesttyskland.
En borger slog søndag formiddag alarm efter at have set manden bevæge sig rundt i området iklædt kampudstyr. Fire betjente ankom herefter til stedet, men her trak manden en pistol frem og stjal betjentenes våben, hvorefter han forsvandt ind i skoven.
Siden søndag har flere end 100 kampklædte betjente samt specialstyrker søgt efter manden i skoven omkring byen, og eftersøgningen er fortsat mandag, hvor også tre helikoptere og hundepatruljer har bidraget til eftersøgningen. Det beretter bl.a. tyske Bild.
Eftersøgningen har betydet, at de lokale skoler mandag holdt lukket, mens alle borgere er blevet rådet til at blive inden døre, så længe manden er på fri fod. Derudover fraråder politiet på det kraftigste til, at borgere tager på vandretur i naturen omkring byen.
Manden er ifølge myndighederne hjemløs og kendt af politiet, da han tidligere er sigtet for at overtræde våbenlovgivningen. Ifølge politiet har vidner også lørdag set manden bevæge sig rundt i skovområdet, og de arbejder derfor ud fra en teori om, at den hjemløse mand har opholdt sig i området i flere uger og derfor er meget stedkendt.
En video på Twitter viser desuden, hvordan en karavane af politibiler ankommer til stedet.