Britisk politi kritiserer fulde folk efter pubåbning
Alkohol og social afstand er en dårlig kombination, siger britisk politiforbund i forbindelse med, at pubberne nu er åbne igen.
Dagen derpå er der skiftende meldinger om, hvordan det gik, da de britiske pubber lørdag igen kunne slå dørene op og byde på en våd aften i byen.
Ifølge Storbritanniens sundhedsminister, Matt Hancock, gik aftenen godt. Derfor falder der da også en ros af til de britiske natteravne.
»Folk opførte sig i store træk ansvarligt, selv om der er nogle billeder, som viser det modsatte«.
»Overordnet set er jeg meget tilfreds med, hvad der skete i går. Det var virkelig godt at se folk ude omkring og i det store hele holde social afstand,« siger Hancock til Sky News ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De britiske pubber åbnede lørdag for første gang siden slutningen af marts, hvor de blev lukket for at mindske spredning af coronavirussen.
Genåbningen er en del af regeringens plan for at få gang i samfundet igen, så Storbritanniens økonomi kan komme sig efter tre måneders coronanedlukning.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede over, hvordan briterne opførte sig natten igennem.
John Apter, der er formand for det britiske politiforbund, var på vagt i storbyen Southampton.
»Noget, der var krystalklart, er, at fulde folk ikke kan eller vil holde social afstand,« skriver John Apter på Twitter.
Han rapporterer om en travl aften.
»Vi havde at gøre med antisocial opførsel, nøgne mænd, besiddelse af narkotika, glade fulderikker, sure fulderikker, slåskampe, flere sure fulderikker og blev kaldt fascistiske svin af nogle, vi prøvede at hjælpe,« skriver John Apter på Twitter.
Ifølge ham bekræftede aftenen, at alkohol og social afstand »ikke er en god kombination«.
Ifølge regeringens retningslinjer skal der være ”minimal kontakt” mellem ansatte og kunder. Derudover er kun bordservering tilladt.
Ydermere skal kunder give deres kontaktinformation, så de kan blive kontaktet, hvis der registreres et smitteudbrud.
Forud for genåbningen af pubberne opfordrede Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, til, at folk ikke lod sig rive med.