Fortsæt til indhold
Sagen om forsvunden milliardærfrue

Norsk politi har gjort »relevante fund« i Anne-Elisabeth Hagens drabssag

Ifølge politiet er hypotesen om, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt, ikke blevet svækket efter ransagningerne af parrets hjem.

Der er stadig god grund til at formode, at norske Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt.

Sådan lyder det fra det norske politi, som i ugevis har gennemført ransagninger i Anne-Elisabeth Hagen og ægtemanden Tom Hagens hjem.

»Jeg kan bekræfte, at politiet har gjort fund, som vi mener kan have en relevans for opklaringen af sagen,« siger politiets anklager, Haris Hrenovica, til avisen VG.

Det er første gang, at politiet har udtalt sig om efterforskningen, siden Tom Hagen blev løsladt fra sin varetægtsfængsling den 8. maj.

Ifølge politiet er hypotesen om, at Anne-Elisabeth Hagen blev dræbt, ikke blevet svækket efter ransagningerne, men Haris Hrenovica vil dog ikke gå i detaljer med, om det betyder, at den er blevet styrket.

Politiet formoder, at Anne-Elisabeth Hagen, kan være blevet dræbt i eller omkring parrets hus i Lørenskog, og derfor har man i ugevis foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

Ransagningerne af boligen i Lørenskog betyder, at Tom Hagen - som på trods af sin løsladelse stadig er drabssigtet - ikke må vende hjem til huset.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra hjemmet i Lørenskog i oktober 2018. Sagen fik stor opmærksomhed offentligt, fordi det i første omgang blev efterforsket som en bortførelsessag med gerningsmænd, der forlangte et stort beløb i kryptovaluta.

I juni 2019 meddelte politiet i Norge dog, at man ikke længere betragtede hendes forsvinden som en bortførelse, men i stedet som en drabssag. Den 70-årige Tom Hagen, der er en af Norges rigeste mænd, blev anholdt den 28. april, og dagen efter blev han sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru.

Tom Hagen sendte i slutningen af maj en kodet besked, hvor han giver udtryk for, at han er parat til betale en løsesum for at få frigivet sin hustru.

Anne-Elisabeth Hagen har, så vidt offentligheden har kendskab til, ikke givet livstegn fra sig siden sin forsvinden.