Få dage efter voldsomt jordskred: Nordnorge forbereder sig på en ekstrem situation
Søndag og mandag er der fare for store oversvømmelser og jordskred i det nordligste Norge.
Få dage efter, at et stort jordskred ramte byen Alta i det nordlige Norge, er der igen fare for ekstremt vejr i landsdelen Finnmark og Troms, hvor Alta ligger.
Ifølge de norske myndigheder er der nu ”rød alarm” i Alta, Porsanger og Karasjok, hvilket betyder, at der er fare for omfattende oversvømmelser, stormfloder, spærring af veje og broer og store skader på huse.
Grunden er ifølge Norges Vassdrags- og Energidirektorat (NVE), at temperaturerne er stærkt stigende i områderne, og derfor sker der en hurtig afsmeltning af sne. I andre områder er der orange fareniveau, men det er kun i de tre kommuner, at der er tale om et rødt fareniveau.
Peter Borsanyi, som søndag er vagthavende hos NVE, siger til avisen VG, at folk i de berørte områder bør holde sig indenfor søndag aften. Samtidig, fortæller han, er der tale om en meget sjælden situation, som kræver, at indbyggerne er meget på vagt.
»Dette er en ekstrem situation, som sker meget sjældent. Folk må huske på, at der ikke kun er fare for oversvømmelser, men at oversvømmelserne også øger faren for skred,« siger Peter Borsanyi.
Advarslen kommer kun fire døgn efter, at et kraftigt jordskred onsdag ramte netop Alta.
I en video på Youtube kunne man se det vilde jordskred udvikle sig og flere huse blive taget med ud mod vandet. Ingen personer kom til skade, da der på forhånd var sket en evakuering af området.
Det norske energidirektorat meddelte torsdag, at man har kortlagt og sikret flere områder efter skredet.