Fortsæt til indhold
Europa

Fransk domstol afviser at løslade rwandisk folkedrabsmistænkt

Félicien Kabuga var engang Rwandas mest eftersøgte mand. Han anklages for at finansiere massakre på tutsier.

/ritzau/AFP

En fransk domstol har onsdag afvist den folkedrabsmistænkte Félicien Kabugas anmodning om at blive løsladt mod kaution.

Indtil for blot to uger siden var han Rwandas mest eftersøgte mand efter et kvart århundrede på flugt.

Nu står den 84-årige rwander på anklagebænken i Paris mistænkt for at have finansieret de militser i Rwanda, der i 1994 stod bag massakren på 800.000 mennesker.

Félicien Kabuga blev anholdt uden for sit hjem i Paris den 16. maj. Han havde i årevis levet under aliasset Antoine Tounga.

Onsdag afviste en domstol i Paris hans anmodning om at blive løsladt mod kaution. Anklagemyndigheden mener, at der er en stor risiko for, at han vil flygte igen.

- Jeg beder om at blive løsladt, fordi jeg er meget syg, argumenterede Kabuga fra sin kørestol.

- Han er ude af stand til at udføre enhver handling, der kræves i det daglige liv, tilføjede Félicien Kabugas advokat, Laurent Bayon, og opfordrede domstolen til at udvise "medmenneskelighed".

Félicien Kabuga, der engang var en af Rwandas rigeste mænd, anklages for at have finansieret den berygtede Interahamwe-milits, der udførte massakrer, samt radiostationen Radio Télévision Libre des Mille Collines, der tilskyndede folkedrabet på tutsierne fra april til juli 1994.