Fortsæt til indhold
Europa

Et propfyldt britisk stadion knyttes til 41 coronadødsfald

De britiske sundhedsmyndigheder har regnet på, hvad landets tøvende kurs mod covid-19 har kostet i dødsfald.

41 dødsfald med covid-19 kan knyttes til den stærkt udskældte Champions League-storkamp den 11. marts mellem Liverpool og Atletico Madrid.

Det viser en rapport fra det britiske sundhedsvæsen, NHS, som avisen The Sunday Times har set.

Ottendedelsfinalen i Champions League blev spillet for fulde huse på Liverpools stadion Anfield. 52.000 fodboldtilhængere sad på tribunerne, heriblandt 3.000 tilrejsende spanske fans. Kort tid efter blev resten af kampene i samme runde udskudt på ubestemt tid.

Mellem 25 og 35 dage efter kampen var der 41 døde med coronavirus, som kan spores tilbage til arrangementet, lyder konklusionen.

Beslutningen om at lade kampen blive spillet som normalt, på trods af at coronavirussen var udbredt i begge lande, vakte voldsom kritik - ikke mindst fordi dele af Spanien allerede på det tidspunkt var lukket ned.

»Det var ubehageligt at ønske Atletico-fansene velkommen, når de ikke en gang havde lov til at tage på deres eget stadion. Det var desværre ikke min beslutning at træffe, når jeg ikke havde regeringen med mig. Jeg mener, at regeringen burde have gjort noget,« sagde Liverpools borgmester, Joe Anderson, ifølge nyhedsbureauet NTB efter kampen.

Over 52.000 tilskuere sad på tribunerne under kampen, heriblandt flere tusinde tilrejsende fans fra Madrid. Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix

NHS-rapporten er en del af en stor artikel i The Sunday Times, som beskriver, hvordan den britiske regerings tøvende adfærd i håndteringen af coronavirussen har kostet »tusindvis af briter livet«.

Premierminister Boris Johnson meddelte først den 23. marts, at landet ville lukke ned for at bremse spredningen af coronavirus.

Det er ikke første gang, at den britiske regering får kritik for at have været fodslæbende, da coronavirus begyndte at sprede sig i landet. Tidligere i maj kom det frem, at 12.526 britiske plejehjemsbeboere var døde som følge af coronakrisen i marts og april. Tre af fire døde på plejehjem, mens resten var indlagt.

Samtidig kom det frem, at regeringen længe overhørte advarsler fra sundhedseksperter om situationen på plejehjemmene. Ifølge avisen The Times blev der allerede den 10. februar råbt vagt i gevær, men den britiske sundhedsstyrelse sagde helt frem til midten af marts, at »det er usandsynligt, at personer på plejehjem vil blive berørt af sygdommen«.

I marts var mange dog allerede smittede, og det skønnes, at da coronavirussen var på sit højeste i Storbritannien i begyndelsen af april, var op mod 500 mennesker dagligt døde på plejehjemmene.

NHS har i sine nye beregninger også konkluderet, at en stor festival med 250.000 besøgende i begyndelsen af marts førte til 37 coronarelaterede dødsfald.