Flere hundrede tilbageholdt efter frihedsdemonstrationer i Tyskland
Det var bl.a. på Alexanderplatz og foran teatret Volksbühne i Berlin, at store grupper demonstrerede mod regeringens coronatiltag.
Både i Hamborg og Berlin var der lørdag eftermiddag demonstrationer mod den tyske regerings corona-indgreb.
Politiet havde på forhånd varslet, at der selv ved på forhånd anmeldte demonstrationer ville være en grænse på maksimalt 50 forsamlede personer. Der var derfor sat hegn op for at undgå, at for mange mennesker bevægede sig rundt i én gruppe.
Mange havde tilsyneladende ikke forstået det budskab og forsamlede sig i langt større grupper, skriver politiet på Twitter.
»Dagen forløb stort set problemfri. Vi har dog sigtet langt over 100 for overtrædelser af covid-19-bestemmelserne,« oplyser politiet i Berlin.
Det var bl.a. på Alexanderplatz og foran teatret Volksbühne, at der blev demonstreret.
Flere tyske medier skriver, at der blev tilbageholdt op mod 200 mennesker, som nægtede at følge politiets anvisninger.
I Hamborg måtte politiet også gribe ind med tåregas og tilbageholdelser lørdag eftermiddag. En anmeldt demonstration på 50 deltagende tiltrak ifølge Hamburger Morgenpost over 300 demonstranter, som ikke umiddelbart ville rette ind, da politiet bad dem om at bryde op.
Betjentene brugte megafoner for at overtale folk til at forlade området, men da det ikke lykkedes, måtte ordensmagten ty til anholdelser.
»Vi måtte træde til og sørge for, at reglerne blev overholdt,« siger en talsmand for politiet til avisen.
Størstedelen af demonstranterne opførte sig dog pænt og lyttede til politiet, lyder beskeden lørdag aften.
I flere tyske storbyer har et større antal mennesker flere gange protesteret mod, hvad de opfatter som et tab af frihed og rettigheder under coronapandemien, og flere gange er det endt med et større antal anholdte.
Også i Danmark var der lørdag anmeldt en demonstration på Rådhuspladsen mod tab af rettigheder i forbindelse med coronakrisen.
Hundredevis af mennesker dukkede op, men modsat i Tyskland er det i Danmark ikke i strid med loven at demonstrere i en stor gruppe, da politiske demonstrationer ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet.
I britiske storbyer, heriblandt London, demonstrerede folk lørdag ligeledes mod regeringens lockdown og obligatoriske vacciner, som de frygter, at coronaepidemien vil føre til.