Fortsæt til indhold
Europa

Billetsælger døde af coronavirus efter at være blevet spyttet på

En mandlig rejsende på en togstation i London hostede og spyttede på to kvindelige ansatte.

En kvindelig billetsælger og en kollega på Victoria Station i London blev hostet og spyttet på i marts af en rejsende, der sagde, at han havde coronavirus. Efter få dage blev begge kvinder syge og få uger senere døde den ene kvinde - den 47-årige Belly Mujinga, skriver The Independent.

Den 47-årige kvinde havde i forvejen luftvejsproblemer, og hun blev derfor lagt i respirator på Barnet Hospital. Men hun døde d. 5. april, har hendes fagforening Transport Salaried Staffs Association, TSSA, offentliggjort.

»Vi er chokerede og knuste over Belly Mujingas død. Hun er en af alt for mange i forreste linje, der har mistet livet til coronavirus. Og som en sårbar person med en kendt sundhedsproblematik af hendes arbejdsgiver kan man spørge til det rimelige i, at hun ikke blev flyttet til andet arbejde allerede tidligt i coronaepidemiens forløb,« siger generalsekretær Manuel Cortes fra TASS.

»I stedet for at lette på coronarestriktionerne burde myndighederne sikre, at der er taget de rette forholdsregler, så unødige dødsfald kan undgås. Enhver, der er sårbar, burde have mulighed for at arbejde hjemmefra,« påpeger Manuel Cortes.

Den særlige politimyndighed British Transport Police, der er tilknyttet tog og undergrundstransport, siger, at omstændighederne omkring dødsfaldet og den syge kollega nu skal undersøges grundigt.

Victoria Station er et travlt trafikknudepunkt i London med millioner af rejsende hvert år.