Fortsæt til indhold
Europa

Tysk redaktør i brev til Danmark: Jeg er desperat - luk nu grænsen op

Danmarks grænser er som minimum lukket ind til den 1. juni. Indtil da må de tyske turister vente i uvished om, hvorvidt de kan holde sommerferie i Danmark eller ej.

»Kære danskere, Jeg har aldrig skrevet et brev til jer før, men jeg er desperat og ser ingen anden udvej.«

Sådan begynder et brev til danskerne skrevet af nyhedsredaktør Stefan Weigel bragt i det tyske tidsskrift "Spiegel."

Stefan Weigel skulle have besøgt Jammerbugt om en uge, som han har gjort det hver maj måned i 20 år. Derfor er han ubeskriveligt ked af, at den danske regering ikke har planer om at åbne den danske grænse, der har været lukket siden midten af marts, lige foreløbig.

»Vi ville gerne sætte os i bilen, køre til Saltum (uden at rulle vinduerne ned undervejs, altså medmindre I forlanger det ved grænsen), hente nøglen til vores sommerhus i boksen hos udlejningen og så bare tilbringe to uger hos jer,« skriver han.

Faktisk er han helt overbevist om, at det ville være fuldt forsvarligt, hvis Danmark åbnede grænsen for tyske turister.

»Jeg ville nok jogge langs jeres sindssygt brede og tomme strand og glæde mig over, at der er så få mennesker. Om aftenen ville jeg nok kigge på solnedgangen med min hustru, mine børn og Carlsberg. I supermarkedet kunne jeg tage et mundbind på, hvis I er interesseret, det kan jeg faktisk også finde ud af her,« skriver han.

»Ingen bællen akvavit i spande, ingen strandfester med unge mennesker, der gnubber deres svedige kroppe op og ned ad hinanden. Også fordi man ikke sveder. Det er ret køligt oppe hos jer, og der er ikke ret meget gang i den.«

Ja, faktisk mener nyhedsredaktøren, at man skal gøre sig rigtigt umage for at komme på 1,5 meters afstand af en lokal.

De tyske turister står for en stor del af de turister, der rejser til Danmark. Ifølge Danmark statistik er det omkring 30 pct. Rigtigt mange af dem lejer sommerhuse i Danmark.

Ved de danske kyster udgør udenlandske gæster tre fjerdedele af turismen, og ifølge sammenslutningen Destination Sønderjylland vil det hul langt fra kunne lukkes af danskere, som holder deres sommerferie i Danmark.

Situationen giver store tab hos danske turismeerhverv, og usikkerheden om fremtiden har fået sammenslutningen Destination Sønderjylland til at skrive et åbent brev til regeringen og indtrængende bede om en langsigtet plan for erhvervet.

Brevet, som bl.a. er gengivet i lokalmediet Sønderborg Nyt, er underskrevet af borgmestrene i de tre sønderjyske kommuner Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. Ifølge borgmestrene har coronakrisen ramt regionen hårdt med tab i turismesektoren for over 600 mio. kr. i april og maj alene.

»Lige nu står vi i en situation, hvor mange tyskere har valgt at fastholde deres drøm om en ferie i Danmark og dermed deres bookinger. Så der er stadig håb. Men i takt med, at vi nærmer os sommermånederne, og der stadig ikke er en officiel dansk udmelding om en dato for den dansk-tyske grænses åbning, vil bookningerne blive aflyst og det næste blodbad i vores turismeerhverv indledes,« skriver borgmestrene.

Men regeringens udmelding om at man senest den 1. juni vil tage stilling til grænsen, har fået flere tyskere til at afmelde sommerhuse, skriver Jydske Vestkysten, der har talt med en række udlejningsbureauer.

»Den melding, vi fik, var værre end den situation, der var. Der havde vi en dato, nu ved vi kun, at der senest den 1. juni kommer en ny melding. Men hvad betyder det? Det her gør det faktisk sværere, for stort set alle vores sommerferiebookinger fra juni til september er til tyskere. Så vi havde håbet på, at vi som minimum havde fået en forventet dato for genåbning,« siger Lars Ravnholt, der er direktør i Købmand Hansens Feriehusudlejning.

Stefan Weigel slutter brevet med en opfordring til danskerne:

»Kan I ikke venligst bede jeres justitsminister om at lade os komme ind? Ja? Ville det være muligt? Jeg ville blive meget glad.«

Tyskland begynder en trinvis genåbning af grænsen til Danmark den 15. maj.