Tildækningen breder sig: Flere europæiske rejsende får påbud om mundbind
Passagerer på toget mellem London, Paris og Bruxelles skal fra mandag bære maske. Det samme påbud får indbyggerne i flere lande.
Flere og flere europæiske lande har valgt at indføre påbud om, at borgerne skal dække ansigtet til, når de tager offentlig transport.
Fra mandag den 4. maj skal passagerer på Eurostar-togene mellem London, Paris og Bruxelles bære ansigtsmaske eller mundbind, når de rejser - eller risikere at blive nægtet ombordstigning.
»Passagerer skal have ansigtsmaske eller lignende på, når de befinder sig på vores stationer og ombord. Vær venlig at sikre dig, at du har en maske på dig, når du rejser. Enhver type maske er passende, så længe den på effektiv vis dækker din næse og mund,« lyder det fra Eurostar i en meddelelse.
Påbuddet følger retningslinjerne fra franske og belgiske myndigheder. I Frankrig har regeringen varslet, at det vil være obligatorisk at bære mundbind i den offentlige transport, når den gradvise genåbning af landet går i gang den 11. maj.
Også i Spanien har man fra mandag den 4. maj valgt at udstede påbud om, at rejsende i den offentlige transport skal bære maske.
I Spanien har virussen ramt hårdt, og landet har været under streng nedlukning i ugevis. Først i de seneste dage har voksne spaniere fået lov til at gå udenfor og motionere igen i særlige tidsrum.
I store dele af Østrig og Tyskland er det allerede obligatorisk at have mund og næse dækket med en maske, når man kører med offentlig transport eller handler. Det samme er tilfældet i storbyen New York, hvor borgmesteren har opfordret alle til at dække næse og mund til, når de bevæger sig rundt udenfor. Og i Storbritannien har premierminister Boris Johnson kaldt tildækning af ansigtet for »et brugbart redskab«, når landet letter på restriktionerne i samfundet.
I Danmark anbefales mundbind stadig ikke i den brede befolkning. Og WHO anbefaler da indtil videre også kun, at man bærer maske, hvis man er syg eller viser symptomer, samt hvis man har kontakt med personer, der er under mistanke for at være smittet med covid-19.
Ifølge Thomas Benfield, der forsker i infektionssygdomme ved Hvidovre Hospital, ved man endnu ikke med sikkerhed, i hvilket omfang mundbind virker.
»Der er mange, der tænker, at det smitter ind i munden og ind i næsen, og så kan man ikke blive smittet - eller omvendt, hvis du selv er smittet, kan du ikke smitte andre. Det er muligvis også rigtigt, men vi ved ikke, om effekten er der i virkeligheden,« sagde han i forrige uge til Ritzau.
Ifølge WHO kan ansigtsmasker samtidig skabe en slags "falsk tryghed" og dermed betyde, at folk holder mindre afstand til hinanden og begynder at sløse med hygiejnen - f.eks. håndvask - fordi de føler sig sikre mod smitte.