Storbritannien fortsætter massetest og noterer 621 dødsfald
Sundhedsvæsenet i Storbritannien har for anden dag i træk gennemført flere end 100.000 test for coronavirus.
Storbritannien nærmer sig med hastige skridt 30.000 dødsfald blandt personer med coronavirus.
Lørdag er det samlede antal blevet opjusteret til 28.131, hvilket er en stigning på 621 i løbet af det seneste døgn.
Det oplyser boligminister Robert Jenrick, der lørdag er talsmand for regeringen på et pressemøde.
- Af dem, der foreløbig er blevet testet positiv, er 28.131 desværre døde. Det er en stigning på 621 sammenlignet med fredag, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dermed nærmer Storbritanniens sig Italien, som det land i Europa der har registreret flest dødsfald blandt coronapatienter. I Italien er det samlede dødstal oppe på 28.236.
Storbritannien kan dog glæde sig over, at det daglige dødstal er faldet en smule sammenlignet med fredag, hvor der blev registreret 739 døde med coronavirus.
De britiske sundhedsmyndigheder er begyndt at masseteste den britiske befolkning.
Regeringen havde en ambition om at kunne teste flere end 100.000 personer om dagen inden udgangen af april. Det lykkedes for første gang torsdag, og også det seneste døgn er det lykkedes.
Således er der gennemført 105.937 test for coronavirus, og dermed er i alt 1.129.907 blevet testet, siden virusset brød ud.
4.806 er blevet testet positiv for virusset i løbet af det seneste døgn, hvilket bringer det samlede antal op på 182.260.
/ritzau/