Fortsæt til indhold
Sagen om forsvunden milliardærfrue

Den norske milliardær Tom Hagen bliver sigtet for drab eller medvirken til drab på sin forsvundne kone, Anne-Elisabeth Hagen

Anne-Elisabeth Hagen har været sporløst forsvundet i over et år. Nu er hendes mand anholdt.

På et pressemøde har norsk politi tirsdag formiddag oplyst, at den norske milliardær Tom Hagen er blevet sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen.

Hagen blev anholdt tirsdag morgen nær sit hjem ved Oslo, da han var på vej til sin arbejdsplads.

»Grundlaget for mistanke mod Tom Hagen er gradvist blevet styrket,« forklarede politiet på pressemødet.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt 31. oktober 2018 fra parrets fælles hjem.

Sidste livstegn fra hende var et telefonopkald, som blev foretaget om morgenen.

Offentligheden fik først kendskab til sagen efter mere end 10 uger.

Politiet har kun haft få spor at gå efter i sagen, men arbejdede i de første mange måneder ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen var blevet kidnappet med et økonomisk motiv for øje. I sommeren 2019 skiftede politiet dog spor og har siden antaget, at der er tale om en mordsag, som er blevet forsøgt skjult med vildledende spor om kidnapning.

I januar valgte politiet officielt at erklære Anne-Elisabeth Hagen død.

Anne-Elisabeth Hagen var 68 år, da hun forsvandt. Arkivfoto: Udleveret af norsk politi

Tom Hagen er en af Norges rigeste mænd.

På Kapital Indeks blev han i september opgjort til at være den 164. rigeste mand i landet, og han har været at finde i opgørelsen siden 1990’erne. Formuen udgøres hovedsageligt af en stor ejerandel af strømkoncernen Elkraft, som han selv har været med til at opbygge. Han har desuden tjent penge på ejendomshandel.

På tirsdagens pressemøde uddybede politiet, hvordan man undervejs i efterforskningen har ændret opfattelse af sagen:

»Vi lægger ikke skjul på, at det både har været udfordrende og tidskrævende at efterforske hypotesen om kidnapning: Der har tidligere været omtalt kryptovalutaspor, og det samme med de forskellige henvendelser, som er kommet med ujævne mellemrum. Politiet har nu den opfattelse, at der ikke er sket en bortførelse, og at der heller aldrig har været en reel forhandlingsmodpart eller et ønske om forhandling. Politiet mener med andre ord, at sagen bærer præg af tydeligt planlagt vildledning.«

Politiet understregede flere gange, at der er mange oplysninger, man vil holde tæt til kroppen, fordi efterforskningen nu går ind i en ny fase.

Det blev dog fortalt, at man ikke afviser, at der vil ske flere anholdelser.