Fortsæt til indhold
Europa

Engelsk politi skærer det ud i pap: Dette er ikke "nødvendig" udgang

Forvirring omkring, hvad der er rimelig og ikke-rimelig udgang, har fået det nationale politi i England til at udsende meget specifikke retningslinjer.

Det nationale politi i England har udsendt ret specifikke retningslinjer for, hvad der betragtes som nødvendig og ikke-nødvendig udgang under coronanedlukningen i landet.

Det har åbenbart ikke været helt tydeligt, hverken for borgerne eller for politiet, der skal håndhæve reglerne at vurdere, hvad der er rimelige grunde til at forlade hjemmet. Det skriver BBC.

Derfor har det nationale politi, NPCC, udstukket nogle meget specifikke retningslinjer over tre sider, der kan bruges som rettesnor for politiet i England. Wales, Skotland og Nordirland har med selvstyret egne regler. De ligner dog de engelske.

»Det er designet til at hjælpe betjente med at være konsekvente,« siger en talsmand for NPCC, ifølge BBC.

I begyndelsen af april måtte politichefen i Northampthonshire efter heftig kritik trække en udtalelse om, at hans betjente ville begynde at kigge i folks indkøbsvogne, hvis de vedblev med at misbruge reglerne.

I NPCC's retningslinger, der blev udsendt til politikredsene før påske, betragtes det som rimeligt at gå ud og købe dagligvare til adskillige dage - og her det også helt tilladt at købe luksusvarer som snacks og alkohol. Man må også gerne købe mindre ind, så længe der er tale om nødvendige dagligvare såsom æg, mælk og dyremad. Man må også gerne købe ind for andre.

Er dit hegn gået i stykker på grund af dårligt vejr, må du gerne købe redskaber til at reparere det, men det betragtes ikke som nødvendigt at købe maling og pensler for at opgradere køkkenet. Renoveringer må vente.

I forhold til motion er det tilladt at tage ud for at løbe og cykle. Men det skal gøres ordentligt. At gå en kort tur for at sætte sig på en bænk og nyde solen i flere timer er således ikke at betragte som nødvendig udgang. Man må dog gerne holde en kort pause på sin løbe- og cykeltur.

»En meget kort periode med aktivitet som undskyldning for en lang tids inaktivitet betyder, at personen ikke er engageret i aktiviteten, men faktisk noget andet,« skriver NPCC som forklaring.

Man må også gerne køre en tur på landet for at gå en tur. Men der skal være et rimeligt forhold mellem længden på køreturen og gåturen.

Overordnet set betragter politiet det som rimeligt og nødvendigt at forlade hjemmet fra at gå på arbejde. Personer, der kan arbejde hjemme, bør gøre det, skriver politiet, men understreger, at betjente ikke bør undersøge nærmere, om personer har en rimelig grund til at gå på arbejde eller ej.

Det er dog ikke tilladt for en person at sætte sig på en bænk i parken for at arbejde.

Af andre rimelige grunde nævner NPCC, at det er tilladt at tage et dyr til dyrelæge for behandling - ikke for at få forlænget en recept. Man må også gerne forlade hjemme for at yde hjælp til udsatte personer, men man skal ikke besøge venner af sociale grunde.

Til gengæld må man gerne tage over til en ven »for at køle af,« hvis man har haft et skænderi med konen. Men igen skal proportionerne være i orden.

»Forordningen tillader, at folk kan flytte bosted. Det betyder, at enkeltpersoner kan flytte mellem husholdninger. Men det skal være en oprigtig flytning. (Målt i dage, ikke timer),« skriver NPCC.

Torsdag blev nedlukningen af Storbritannien forlænget med mindst tre uger. Derfor skal briterne fortsat blive hjemme - medmindre de altså har "nødvendige" gøremål, butikker må fortsat holde lukket og forsamlingsforbuddet på maks to personer fortsætter.