På svensk sygehus tester man alle fødende
Resultatet kan sige noget om, at det svenske mørketal er stort.
På Karolinska Universitetshospital i Stockholm bliver alle fødende testet for coronavirus.
Det skriver SVT og Berlingske.
Af de 320 kvinder, der er blevet testet ved fødsel på hospitalet, de seneste to uger, var 23 smittet med coronavirus. Det svarer til ca. syv procent.
At syv procent testes positive kunne give nogle indikationer på, hvor stort det famøse mørketal er i Stockholm.
»Hvis tallet er repræsentativt for den stockholmske befolkning, har smitten spredt sig meget. Mørket bliver mindre, men tallet, som vi kalder mørketallet, bliver større,« siger Torben Mogensen, bestyrelsesformand i Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi til Berlingske.
Der bor næsten en million mennesker i Stockholm, der er det svenske epicenter i forhold til coronavirus. Her er 4.397 konstateret smittet, mens 528 har mistet livet. I alt har Sverige registreret 10.483 coronatilfælde. 899 er døde.
Ifølge Torben Mogensen kan de syv procent ikke forklares med, at gravide har større risiko for at blive smittet - tværtimod, da gravide kvinder formentligt passer endnu bedre på sig selv end andre. Til gengæld kan det være et udtryk for, at smitten er mere udbredt i Stockholm.
Når alle de gravide på Karolinska Hospital bliver testet ved fødsel, er det ikke for at beskytte moderen, men anæstesilægerne - og sygeplejeskerne på sygehuset. Det siger overlæge Karin Petterson fra universitetshospitalets fødeafdeling til SVT.
»Når du indlægges på en fødselsafdeling er der en risiko for, at du havner på et operationsbord. Derfor har vi valgt at teste alle,« siger hun.
Der er dog ingen risiko for, at de kvinder, der er blevet testet positive for coronavirus ender med at blive adskilt for deres nyfødte barn - også selvom, der er en ret stor risiko for, at moderen giver smitten videre til sit barn.
»Selv om der er en relativ høj risiko for at barnet smittes, ser det ikke ud til at forårsage nogen alvorlig sygdom hos barnet. De flest vil ikke bemærke, at de er blevet inficeret. Derfor har vi vurderet, at tilknytning og amning, der hører til den første periode er så vigtig, og vi ser ingen grund til at adskille mor og barn,« siger Karin Petterson.
Hun fortæller, at det kun er få af de 23 postive mødres børn, der er blevet testet positive og ingen af de coronasmittede nyfødte har været syge af smitten.
I Danmark er retningslinjen fra Sundhedsstyrelsen, at kun gravide med mistanke om covid-19 testes.