Siden middelalderen har spansk bjergby forsvaret sig mod fjender – Nu hedder den corona og venter lige udenfor byskiltet
Den spanske by Zahara de la Sierra har stort set isoleret sig fra omverdenen i kampen mod corona, og den taktik ser ud til at give pote. Byen har indtil videre ingen coronasmittede.
I århundreder har både en solid stenfæstning såvel som en højtliggende placering i de andalusiske bjerge beskyttet den spanske bjergby Zahara de la Sierra og dens indbyggere mod udefrakommende fjender.
Nogle gange er det lykkedes – andre gange er det ikke, og byen og dens middelalderlige slot har flere gange gennem måttet se sig indtaget af fremmede og uønskede magter.
I 2020 hedder fjenden corona, og den er mindst lige så uønsket. Men meget tyder på, at byen denne gang vinder slaget.
For mens antallet af covid-smittede spaniere nærmer sig de 120.000 tilfælde, hvoraf 11.198 har mistet livet til virussen, er begge tal nul i bjergbyen, hvor en fjerdedel af de 1.400 indbyggerne er over 65 år. Det beretter CNN.
Byens borgmester Santiago Galván besluttede nemlig allerede 14. marts – samme dag som første del af Danmarks omfattende nedlukningsstrategi trådte i kraft – at lukke helt ned for fire ud af fem af byens indfaldsveje.
»Vi har ingen smittede og ingen smittemistænkte, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at redde vores indbyggere og for at forhindre, at virussen spreder sig i byen,« fortæller borgmesteren til mediet. Det oplyses dog ikke, i hvor stor grad byen tester for smitte blandt borgerne.
Med vejblokaden isolerede borgmesteren stort set byen fra resten af verden, og bemandede samtidig den tilbageværende vej med personer, hvis eneste opgaver er, at desinficerer alle køretøjer, der kører ind og ud af byen.
Med en blanding af klorin og vand sprayer de biler og lastbiler, og lader dækkene køre igennem en slags vandpyt ligeledes med desinficerende middel. Og når klokken slår 17.30 hver mandag og torsdag, bevæger 10 borgere iklædt masker og blå kedeldragter sig gennem byen, hvor alle hele byen bliver sprayet med desinficerende middel.
Hverken turister eller andre uden ærinde er velkommen i byen, der ligger godt en times kørsel fra Sevilla. Mens byen altså indtil videre ifølge borgmesteren synes at gå fri af covid-19, mistede 809 personer livet til coronavirus det seneste døgn.
Landet er hårdt plaget af virussen, hvor sundhedsvæsenet presses til det yderste, lighusene er overfyldte og mindst 900.000 spaniere har mistet deres job som konsekvens af coronakrisen. Landet er det land i verden, hvor næstflest har mistet livet til virussen. Førstepladsen indtager Italien.