Fortsæt til indhold
Europa

Gade i Paris er efterladt i tidslomme fra 1940'erne efter nedlukning

Et filmhold fik så travlt, da Frankrig lukkede ned, at de efterlod scenografien til en film, der foregår under Anden Verdenskrig.

Krigspropaganda og socialistiske plakater hænger på murerne omkring juvelérforretningen, skrædderen og spiritusforretningen.

Det er som at træde ind i en scene fra 1940'erne, når man træder ind på Rue Androuet i Montmartre-kvarteret i Paris i disse dage.

Og det er faktisk, hvad man gør. Træder ind i en scene. Gaden skulle bruges på et filmsæt. Men da den franske regering valgte at lukke landet ned, skyndte filmholdet sig at forlade stedet - og efterlod således gaden i en tidsbobbel fra Anden Verdenskrig.

Det skriver Reuters.

Præsident Emmanuel Macron gav 16 timers varsel, før nedlukningen af Frankrig blev gennemført. Det gav ikke producenten af "Adieu Monsieur Haffman"-filmen tid nok til at transformere gaderne tilbage til det 21. århundrede.

»I tilfælde af, at en karantæne i Paris ikke var desorienterende nok, så er mit kvarter blevet brugt i et filmsæt, da lockdown ramte. Nu er hele blokken frosset fast i 1941,« skriver beboeren Tim Mc Inerney på Twitter.

Filmen instrueres af Fred Cavaye og er en filmatisering af stykket af samme navn, der handler om den jødiske guldsmed Joseph Haffmann, som tvinges til at gemme sig for nazisterne.

Filmen skal efter planen udkomme i januar 2021.