Fortsæt til indhold
Europa

Frygt for »nazisympatisører i officielle embeder« efter racistisk motiveret massakre i Tyskland

Lokalsamfundet i Hanau frygter, at de tyske myndigheder ikke gør nok for at stoppe højreekstreme fra at begå voldshandlinger.

Truslen fra højreekstreme er stigende, og de tyske myndigheder er bekymrede for, at der kan være flere angreb under planlægning.

Det meddelte den tyske indenrigsminister Horst Seehofer på et pressemøde fredag.

»Truslen fra højreekstremisme, racisme og antisemitisme er - jeg kan ikke sige det anderledes - meget høj,« sagde CSU’s Horst Seehofer på pressemødet, hvor han også kaldte ugens angreb i Hanau for et terrorangreb.

Ifølge estimater fra det tyske indenrigsministerium var der i 2018 knap 13.000 »voldsparate højreekstremister« i Tyskland. Selv om tallet ifølge avisen Die Welt kun er steget en smule, er de, som er en del af det højreekstreme miljø, mere parate til at begå voldshandlinger.

Myndighederne har derfor erklæret sig parate til at øge beskyttelsen af moskéer samt optrappe politiets tilstedeværelse for at forsøge at forhindre angreb som den racistisk motiverede skudmassakre, der fandt sted i den tyske by Hanau tidligere på ugen.

Trods politikernes løfter sidder flere medlemmer af lokalsamfundet dog tilbage med en frygt for, at de tyske myndigheder ikke gør nok for at stoppe højreekstreme fra at begå lignende forbrydelser.

Fredag blev der holdt mindeoptog for de ni ofre i angrebet i Hanau, som ligger nær Frankfurt am Main. Foto: Odd Andersen/AFP

Fredag blev der holdt en mindehøjtidelighed for ofrene i Hanau, og her udtrykte flere fra lokalsamfundet ifølge avisen The Guardian en frygt for, at der er store huller i sikkerheden hvad angår højreekstrem vold.

»Vi er ikke bange for de folk, som man kan identificere som nynazister på gaden. Det er nazisympatisørerne, som sidder i officielle embeder, der skræmmer os. Hvem er her til at beskytte os?,« spørger den 30-årige Newroz Duman, som deltog i mindehøjtideligheden.

En anden indbygger i Hanau, 65-årige Hidir Karademir, nævner over for The Guardian bl.a. sagen om Hans-Georg Maassen, der er tidligere efterretningschef og topembedsmand i bl.a. det tyske indenrigssikkerhedsagentur. Han måtte i 2018 træde tilbage efter ved flere lejligheder at have talt imod sin egen regerings linje i indvandringspolitikken, lige som han modtog kritik fra andre efterretningschefer for sine relationer til det højreorienterede parti Alternative für Deutschland.

Hidir Karademir kalder sagen »skræmmende« og frygter, at efterretningstjenesten i den forbindelse i årevis har underprioriteret højreekstrem vold af politiske årsager.

Tidligere i februar blev bl.a. en tysk politibetjent anholdt i en antiterroraktion mod en højreekstrem gruppe, der er under mistanke for at planlægge et skudabgreb på en moské.

I 50 byer over hele Tyskland blev der torsdag aften holdt demonstrationer mod had og fremmedfjendskhed. Igen lørdag vil der blive demonstreret i mange byer.