Fortsæt til indhold
Europa

Dansk mand og russisk kvinde er fundet døde i Italien

Politiet arbejder ud fra en teori om, at den 39-årige mand har dræbt sin kone og derefter taget sit eget liv.

/ritzau/

Naboer til en 39-årig dansk mand og hans 32-årige russiske hustru alarmerede torsdag morgen politiet, da de hørte råb om hjælp fra parrets fælles lejlighed i den italienske by Piossasco.

Efterfølgende blev begge fundet døde i hjemmet.

Det skriver flere italienske medier - herunder La Repubblica - ifølge Ekstra Bladet.

Udenrigsministeriet oplyser over for Ritzau, at man er opmærksom på sagen.

- Udenrigsministeriet er bekendt med oplysningerne i de italienske medier. Udenrigsministeriet er i færd med at få bekræftet oplysningerne hos de italienske myndigheder, lyder det i en udtalelse fra ministeriet.

Politiet i Italien efterforsker sagen ud fra en teori om, at manden har dræbt sin hustru for derefter at begå selvmord.

Piossasco ligger 20 kilometer sydvest for Torino.