Fortsæt til indhold
Europa

Amazon undskylder over for rødglødende kunder

I stedet for en spilkonsol modtog kunder bl.a. batterier, tandbørster og kondomer.

Der er altid lidt spændende, hvad der kommer retur, når man e-handler. Og man kan roligt sige, at det gik temmelig skævt for en række kunder, der ønskede at benytte sig af et godt black friday-tilbud hos Amazon.

Mindst 12 kunder, der havde bestilt en Nintendo Switch-spilkonsol på den britiske del af Amazon, fik nemlig noget helt andet i stedet, skriver BusinessInsider.

Jake Lawrence fra Leicester i Storbritannien skrev på Twitter, at han havde bestilt en spilkonsol - men modtog en mikrofon og en tamburin.

»Åh nej, det er helt klart ikke sådan, at vi havde forestillet os, at din levering skulle se ud,« svarede en Amazon-talsmand på tweetet. Og tilbød at refundere købesummen.

En kunde i Staffordshire, Viv Johnson, modtog bogen ”The Beast of Buckingham Palace” af David Walliams i stedet for den Nintendo Switch hun havde bestilt.

Og andre liebhavere til spilmaskiner modtog også varer, der var ramt temmelig langt fra skiven: En laptop-køler, tandbørster, Duracell-batterier og endda kondomer i stedet for det gode tilbud på en Nintendo.

Amazon har efterfølgende udtalt, at man forsøger at finde ud af, hvad der er sket.

»Vi kontakter hver enkelt kunde, der har haft et problem, så vi kan gøre skaden god igen. Enhver, der har haft et problem med en ordre, kan kontakte vores servicefolk og få hjælp,« har onlinegiganten skrevet i en pressemeddelelse.