Fortsæt til indhold
Europa

Publikum grinte allerede, før Johnson havde svaret - nu har BBC sagt undskyld

Et spørgsmål om sandhed til Boris Johnson har skabt problemer for BBC.

»Goddag, hr. premierminister, jeg vil bare spørge dig, hvor vigtigt det er for én i din magtposition altid at sige sandheden?«

Spørgsmålet var rettet til Boris Johnson og blev stillet fredag aften, da Johnson deltog i programmet "Question Time" på BBC.

Det resulterede i umiddelbar latter fra publikum, inden premierministeren kunne få ørenlyd og komme med et kort svar, om at han ser sandhed som »vitalt og som et centralt emne i denne valgkamp og fundamentalt for den erodering af tilliden til politik, som man ser i øjeblikket.«

Den statslige tv-stations egen efterfølgende håndtering af momentet har dog umiddelbart fået mere opmærksomhed end både spørgsmålet og Johnsons efterfølgende svar. Mandag endte det med, at BBC udsendte en decideret undskyldning efter en weekend præget af kritik.

Kritikken går på, at BBC i efterfølgende sammendrag af debatten valgte at klippe latteren ud, så det fremstod som om, at Johnson akkompagneret af en let klapsalve svarede øjeblikkeligt på spørgsmålet.

Klipningen fik stor opmærksomhed på sociale medier, og det endte altså med, at BBC nu har erkendt det som en fejl, selvom man også forsvarer sig mod dele af kritikken.

»Selvom der absolut ingen intention var om at vildlede, erkender vi, at der er tale om en fejltagelse fra vores side af, da det ikke til fulde afspejler reaktionen på Boris Johnsons svar. Vi ændrede ikke på hverken lyden eller billedet på nogen anden måde end denne redigering i modsætning til, hvad der påstås på sociale medier,« lyder det fra BBC.

Episoden er fundet sted blot få uger efter, at BBC har sagt undskyld for i anden sammenhæng ligeledes at have redigeret, så Johnson endte med umiddelbart at fremstå i et bedre lys.

Ved den lejlighed var det en episode fra Rememberance Day, der kom i fokus. Der var således blevet grinet en smule af, at Johnson ved en fejl havde holdt en blomsterkrans på hovedet - men da BBC næste dag viste klip fra kransnedlæggelsen, havde man brugt to år gamle billeder, hvor Johnson klarede opgaven fejlfrit.

BBC kaldte denne episode for en »produktionsfejl.«

Liberaldemokraterne, som er modstander til Johnsons konservative, udnyttede mandag opmærksomheden omkring Boris Johnson og spørgsmålet om sandhed til sende kradse budskaber omkring premierministeren.

I en tv-transmitteret tale mandag sagde partiets udenrigsordfører og tidligere skyggeminister, parlamentsmedlem Chuka Umunna, således at Boris Johnson i sin regeringsperiode har »løjet igen og igen og igen«.

»Derfor mener jeg, at han med al tydelighed ikke er egnet til at være premierminister. Og hvis man ser på de ting, han har sagt og gjort, følger han åbenlyst Donald Trumps drejebog, hvilket i min optik burde diskvalificere ham fra embedet,« lyder det fra Umunna, som dog ikke gav nogen konkrete eksempler på, hvordan Boris Johnson har løjet.