Fortsæt til indhold
Europa

35 personer er blevet reddet op fra 700 meter under jorden efter eksplosion i mine

To personer er meldt såret. 35 personer var fanget i minen, men er kort før middag blevet reddet op.

Tidligt fredag morgen opstod en eksplosion i minen Teutschenthal ved byen Halle i delstaten Sachsen-Anhalt. To blev sårede, mens omkring 35 personer skulle have søgt tilflugt i et sikkerhedsrum under jorden. De er nu alle reddet op, melder politiet i Halle.

En talsmand fra politiet, siger til Mitteldeutsche Zeitung, at den ene af de to sårede er hårdt kvæstet.

35 personer var i flere timer fanget 700 meter under jorden i et sikkerhedsrum. De var dog forsynet med ilt og i konstant kontakt med politiet. Ingen af disse er kommet til skade.

Kort før middag kunne brandvæsnet på stedet redde personerne op til jordoverfladen via en intakt skakt.

Man ved endnu ikke, hvad der har forårsaget eksplosionen, men man antager, at der er tale om en gaseksplosion. Derfor undersøger man i øjeblikket brintkoncentrationen i området.

Ifølge selskabet er der ikke sluppet miljøgiftige stoffer ud i området.