Tidligere premierminister Renzi danner nyt parti i Italien
Matteo Renzi forlader Det Demokratiske Parti, kort tid efter at partiet gik i regering i Italien.
Den tidligere italienske premierminister Matteo Renzi forlader Det Demokratiske Parti (PD) i Italien og vil i stedet danne sit eget parti.
Det oplyser Renzi i et opslag på Facebook.
Renzis afsked kommer, under to uger efter at en ny koalitionsregering bestående af PD og Femstjernebevægelsen blev indsat i Italien.
- Jeg har besluttet mig for at forlade PD og sammen med andre bygge noget nyt op for at lave politik på en anderledes måde, lyder det.
Renzi fik ikke nogen ministerrolle i den nye italienske regering.
Men han hjalp til med at holde den tidligere indenrigsminister og vicepremierminister Matteo Salvini fra partiet Lega fra magten.
- Sejren i parlamentet over populismen og Salvini var vigtig for at redde Italien. Men det er ikke nok, skriver Renzi.
Han understreger, at han fortsat vil støtte Italiens nye koalitionsregering.
Renzi var premierminister i Italien fra 2014 til 2016.