Fortsæt til indhold
Europa

Spildt kaffe tvang fly til at vende om over Atlanterhavet

Ny rapport viser, at et fly i februar måtte nødlande i Irland på grund af spildt kaffe.

Et passagerfly med 337 passagerer ombord måtte i februar nødlande i Irland, efter det var lettet fra Frankfurt med Cancun i Mexico som destination.

En rapport udført af Air Accidents Investigation Branch (AAIB) viser nu, hvorfor nødlandingen fandt sted, skriver BBC.

Det hele startede, da piloten og co-piloten undervejs fik serveret kaffe i cockpittet. Ifølge rapporten havde co-piloten styringen med flyet, mens piloten holdt øje.

Da piloten fik serveret sin kop kaffe, satte han den på et bord indrettet med kopholder, men kort efter væltede koppen.

Det meste af den varme kaffe endte i pilotens eget skød, men en smule havnede også i hans kontrolpanel. Panelet begyndte hurtigt at blive varmt, og knapperne begyndte at smelte.

Problemet spredte sig også til co-pilotens kontrolpanel, som fik samme problem.

Her ses en kop lignende den, der væltede. Foto: Air Accidents Investigation Branch (AAIB)

Panelerne fik funktionsfejl af de smeltende knapper, efterhånden som skaden udviklede sig, og der begyndte også at opstå problemer med kommunikationssystemet i flyet.

På dette tidspunkt var flyet langt ude over Atlanterhavet, men der blev truffet en beslutning om at vende om for at nødlande i Shannon i Irland.

Undervejs begyndte det også at ryge fra kontrolpanelerne, så de to piloter måtte flyve med iltmasker på, men nødlandingen forløb uden problemer.

Ifølge rapporten fra AAIB var det ikke procedure for det involverede selskab at udstyre kopper med låg, da uheldet skete.

Efterfølgende er dette dog blevet lavet om, og det er nu indskærpet overfor kabinepersonale, at der er indført låg, og at de skal bruges.