Fortsæt til indhold
Europa

Politiet blev kaldt til et kæmpe nakotikafund i lufthavn: Viste sig at være kagemix

Politiet fik intet andet end ægerstatning på fingrene efter undersøgelse af 25 poser med hvidt pulver.

Et fund af 25 poser hvidt pulver i en kuffert vakte stor opstandelse i Gatwick Lufthavn. Politiet blev tilkaldt til det, man i første omgang troede var et stort fund af nakotika.

Men nærmere undersøgelser viste, at det var et helt andet stof, der var i poserne. Nemlig af den slags man laver vegansk kage af.

Det skriver The Guardian.

Det var en ansat ved Purezzas veganske pizzaria, der transporterede de 25 poser pulver i en kuffert. Den blev fundet af rengøringsfolk på toget til Gatwick Lufthavn.

Da man åbnede kufferten og fandt 25 blå poser med hvidt pulver tilkaldte man politiet. Men disse fik sig en lang næse, da test viste, at der ikke var tale om nakotika.

»Efter en række undersøgelser og test blev det klart, at disse poser med pulver var kageingredienser til et vegansk bageri. De blev hurtigt forenet med ejeren, der har lovet officerer og personale kage til gengæld,« siger britisk lufthavnspoliti ifølge The Guardian.

På twitter opfordrer det lokale politi til, at man mærker sine fødevarer og tager kageprøver med næste gang.

Det har Purezza noteret sig, som takker politiet for at behandle dem pænt. Der er kage til alle mand, næste gang politiet er i Brighton, lover pizzariaet på twitter.

»Jeres hemmelige opskrift er sikker hos os,« svarer Sussex politi tilbage.