Fortsæt til indhold
Europa

Bekymringen stiger for milliardærfrue - kidnapningssag kan være blevet drabssag

Politikredsen, som efterforsker Anne-Elisabeth Hagen forsvinden, har bedt om flere penge. Imens daler håbet for at finde hende i live.

Det norske politi i Distrikt Øst har set sig nødsaget til at anmode det norske rigspoliti om flere penge. Det sker, efterhånden som politikredsens omkostninger stiger til sagen om kidnappede Anne-Elisabeth Hagen, hustru til milliardæren Tom Hagen.

NRK skriver, at kredsen i alt har bedt om lidt over 13,5 mio kr. i ekstrabevilling.

I et brev til rigspolitiet skriver politiinspektør i Distrikt Øst Steven Hasseldal, at man opgjort ved midten af marts allerede havde haft ekstra omkostninger på omkring 7 mio. kr. i sagen. Især overarbejde har været omkostningstungt for politikredsen.

I forbindelse med ansøgningen understreger Steven Hasseldal, at sagen »fortsat har højeste prioritet.«

Det underbygges også af, at man for nylig havde lighunde til hjælp i eftersøgninger på to søer, som ligger ganske tæt på Hagen-parrets hus, hvor det er teorien, hustruen blev kidnappet fra.

På trods af den pågående efterforskning, er stemningen dog ikke optimistisk i sagen.

Siden februar har man således ikke hørt mere fra den eller de personer, som påstod at have kidnappet Anne-Elisabeth Hagen. Over vinteren havde der ellers været sporadisk kontakt, omend norsk politi beskrev det som envejs-kommunikation.

Den lange periode uden nyt driver håbet i bund.

»Der er gået seks måneder, siden Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Baseret på tiden, som er gået, anser vi sandsynligheden for, at hun er i live, som værende mindre nu, i forhold til da vi startede efterforskningen,« lød det således til NRK fra politiinspektør Tommy Brøske 30. april.

Fredag citerer mediet også politiet for, at der er bekymring for, man nu reelt står med en drabssag.

Efterforskningen fortsætter dog endnu, og man har undervejs fået hjælp fra både Europol, Interpol, FBI og flere internationale netværk for efterforskning. Alt sammen dog uden held og i den nye ansøgning om flere penge skriver Steven Hasseldal da også, at sagen byder på mange udfordringer.

»Det specielle ved denne sag, er at den udfordrer politiet i forhold til både tid, metodeudvikling, kapacitet og kompetence,« skriver Hasseldal til rigspolitiet.