Fortsæt til indhold
Europa

Politiet om norsk bortførelsessag: Vi tror stadig, vi kan opklare den

Politiet i Norge fortæller, at det fortsat har spor at gå efter i sagen om den bortførte Anne-Elisabeth Hagen.

Anne-Elisabeth Hagen, hustru til en af Norges rigeste mænd, er forsvundet og formodes bortført på femte måned.

Men norsk politi understreger i et interview med avisen VG, at det fortsat tror på, at sagen kan blive opklaret, og at der fortsat findes spor, som ikke er fuldt ud undersøgt.

Det bekymrer politiet, at der nu gennem længere tid ikke har været kontakt med de formodede bortførere, og at en mulighed for, at bortførerne ville give et livstegn fra den 69-årige kvinde ikke er blevet til noget.

Alligevel siger Tommy Brøske, politiinspektør i Norges politidistrikt Øst, til VG:

»Ambitionen er fortsat at løse sagen. Efterforskningen fortsætter og er absolut ikke afsluttet. Vi har stadig mange gøremål, så vi holder fast i vores ambition og tænker, at det er muligt at opklare denne sag.«

Politiinspektøren tilføjer, at der er kommet en del svar tilbage på de tekniske undersøgelser, der er gjort i Hagen-parrets hjem, hvorfra kvinden blev bortført.

»Men jeg ønsker foreløbigt ikke at kommentere på detaljerne om dette.«

Undersøgelserne af det brev, som de formodede bortførere efterlod i parrets hjem, fortsætter også:

»Der foregår fortsat undersøgelser af brevet, og der er andre undersøgelser, der anses som færdige. Vi har endnu ikke alle svarene, og jeg kan heller ikke her gå i detaljer,« lyder det fra Tommy Brøske.

Politiet i Norge står trods massiv efterforskning og medieopmærksomhed fortsat uden et gennembrud i sagen, der tog sin begyndelse, da Anne-Elisabeth Hagen antageligt blev bortført fra sit hjem i Lørenskog nær Oslo den 31. oktober sidste år.

De formodede bortførere har forlangt, hvad der svarer til 9 mio. euro i kryptovaluta for at løslade Anne-Elisabeth Hagen. Politiet har dog ikke hørt fra de formodede bortførere i over to måneder.