Ingen sigtelser i Norge for deling af drabsvideo fra Marokko
Ingen personer i Norge er blevet sigtet for at dele drabsvideoen af en dansk og en norsk kvinde fra Marokko, oplyser norsk politi.
Ingen personer er blevet sigtet i Norge for at dele en video, der viser drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko.
Det oplyser norsk politi i en pressemeddelelse.
Norsk politi har modtaget over 400 tips i sagen, hvoraf størstedelen omhandler en video, som viser det ene drab. Samtlige tips er nu blevet gennemgået, og det har altså endnu ikke ført til nogle sigtelser i Norge, fremgår det af meddelelsen.
14 personer er derimod blevet sigtet af dansk politi for deling af drabsvideoen, oplyser Østjyllands Politi torsdag.
»Som vi ser det, synes lovgivningen i Danmark i højere grad at tage højde for sådanne handlinger. Delingen af videoen kan efter omstændighederne imidlertid også blive omfattet af norske strafferetlige bestemmelser, som skal behandles specifikt i hvert enkelt tilfælde,« fremgår det af pressemeddelelsen fra det norske politi.
Formålet med norsk politis gennemgang af de mange tips har primært været at få flere informationer om drabshandlingerne samt at forhindre en spredning af videoen.