Fortsæt til indhold
Europa

Forventer kaos: Det britiske sundhedsvæsen afviser bloddonorer på grund af brexit

NHS lukker midlertidigt blodbanken i Kent, fordi der er bekymring for situationen i havnebyerne Dover og Folkestone.

I to måneder mellem marts og maj vil det ikke være muligt for briterne at give blod i byerne Dover og Folkestone i Kent.

Det har de britiske sundhedsvæsen, National Health Service (NHS), besluttet.

Twitter oplyser NHS, at man har aflyst alle planlagte bloddonationer i havnebyerne i den sydøstlige del af landet. Aflysningerne gælder, fra to uger inden Storbritannien efter planen skal forlade EU, og til seks uger efter det britiske farvel.

»Beslutningen er taget, fordi der - i tilfælde af udfordringer i Calais og andre havne - kan blive voldsomme trafikale udfordringer i Kent, hvilket kan forhindre vores medarbejdere i at komme til og fra blodtapningerne i området,« lyder det fra NHS.

Flere parlamentsmedlemmer fra oppositionen har allerede reageret på meldingen fra sundhedsvæsenet, som de rask væk bruger i det politiske spil, der er i gang om brexit-aftalens fremtid.

»Det er virkelig chokerende, at bloddonationer i Kent er aflyst. Det er komplet uforståeligt, at de konservative ministre stadig nægter at udelukke en "no deal"-model på trods af de konsekvenser, det vil få for patienterne,« skriver partiet Labours skyggeminister for sundhed, Jonathan Ashworth.

»Denne regerings letsindige adfærd kan koste menneskeliv,« skriver Labour-parlamentsmedlemmet Virendra Sharma.

Oppositionens leder Jeremy Corbyn har længe presset på for at få premierminister Theresa May til at give en garanti for, at Storbritannien ikke forlader EU den 29. marts uden at have en aftale på plads - det såkaldte "no deal"-scenario.

Dover er en af Storbritanniens vigtigste havnebyer, hvor der ankommer og afgår fragtskibe såvel som lastbiler med gods fra Europas fastland.

I løbet af januar har de britiske myndigheder "øvet" sig på situationen i området efter den 29. marts, når Storbritannien skal forlade EU med eller uden en aftale. Ifølge det britiske transportministerium har man således hyret 150 lastbiler til at »danne trafikprop« i Dover.

»Vi vil ikke have et no deal-scenario, og vi arbejder stadig hårdt på at nå frem til en aftale med EU. Men det er enhver ansvarlig regerings pligt at forberede sig på alle tænkelige situationer, inklusive et muligt exit uden en aftale,« sagde en talskvinde for transportministeriet i en pressemeddelelse.

NHS har på Twitter lovet de, som bekymrer sig over situationen, at der trods de aflyste tapninger vil være nok blod til områdets hospitaler.