Fakta: Dansk Jehovas vidne blev anholdt i Rusland i 2017
I 2017 stemplede den russiske højesteret Jehovas Vidner som ekstremistisk. Det har ført til flere sager.
Mandag ventes danske Dennis Christensen, der er aktiv i Jehovas Vidner, at give en afsluttende bemærkning i en retssag mod ham i Rusland.
Derefter skal en dommer efter planen slå fast, hvornår der skal falde en afgørelse i sagen, der har stået på siden foråret 2017.
Her kan du læse kort om forløbet:
* Dennis Christensen blev anholdt under en bibellæsning 25. maj i 2017.
* Siden har danskeren siddet varetægtsfængslet i Orjol i Rusland, der ligger 400 kilometer syd for Moskva.
* I foråret 2017 besluttede den russiske højesteret, at Jehovas Vidner skal betegnes som en ekstremistisk bevægelse.
* Det betyder blandt andet, at Jehovas Vidner ikke må praktisere og missionere, og at trossamfundet ikke må eje ejendomme.
* Organisationen skulle overlevere al ejendom til den russiske stat og lade sig opløse, hed det dengang.
* Dennis Christensen har været medlem af Jehovas Vidner hele sit liv.
* Den russiske anklagemyndighed kræver, at danskeren skal fængsles i 6,5 år på grund af overtrædelse af den russiske lov om ekstremisme.
* Siden lovændringen blev en realitet i den russiske højesteret, har flere medlemmer af Jehovas Vidner forladt landet.
* Ifølge Berlingske har blandt andet omkring 200 medlemmer søgt om asyl i nabolandet Finland.
* Det er estimeret, at der bor omkring 170.000 medlemmer af trossamfundet i Rusland.
Kilder: DR, Washington Post, Berlingske og Ritzau.
/ritzau/