Fortsæt til indhold
Europa

Tre dræbt i lavine: Mere sne og kraftig vind på vej i Alperne

Der er varsler om op til en meter nysne de kommende dage.

Vintervejret har efter en rolig lørdag, hvor der kunne blive ryddet lidt op i snemasserne igen fat i Alperne.

I Østrigs vestligste provins, Vorarlberg, blev tre tyske skiløbere lørdag fundet dræbt af en lavine, mens en fjerde stadig er savnet.

De tre mænd på 57, 36 og 32 år blev fundet få timer efter, de var blevet meldt savnet af den enes hustru. Eftersøgningen efter en 28-årig mand blev indstillet pga. kraftig sne og risiko for flere laviner, fortæller politiet i Vorarlberg, ifølge AP.

De tre blev ifølge BBC fundet via tracking af deres mobiltelefoner. De var iført touring-ski, der bliver brugt til off piste-løb, da de blev fundet ved Langer Zug-løjpen, der er en af verdens stejleste. Løjpen er lukket pga. de farlige forhold i området.

Dette tweet viser laviner i Vorarlberg.

Og sneen er ikke færdig med at falde over alperne. Den østrigske vejrtjeneste Ubimet melder om mere sne og yderligere lavinefare frem til mindst tirsdag.

I de nordlige alper forventes der mellem 50 og 100 cm nysne, mens der i Arlberg kan komme mere end 1 meter sne.

»Det fortsætter i begyndelsen af den kommende uge med intensiv snevejr,« siger Ubimets chefmeteorolog Manfred Spatziere på Ubimets hjemmeside.

Adskillge veje i Østrig er lukket pga. lavinefare. Foto: Erwin Scheriau/AFP

Her varsles der også om, at de højestbeliggende områder kan blive ramt af vind med orkanstyrke.

I landsbyen Rauris er 3000 indbyggere og 2000 turister forhindret i at komme væk, da vejen ud af byen, Rauriser Landesstraße, er spærret pga. lavinefare.

I alt er der rapporteret om 24 dødsfald pga. vintervejret i løbet af januar i Europa, skriver AP.

Artiklens emner
Lavine