Fortsæt til indhold
Europa

Dansk skib fanget ved Krim i russisk-ukrainsk konflikt

Rusland har genåbnet passagen gennem Kertj-strædet for nogle skibe, men Clipper Viking sejler ingen steder.

Mandag genåbnede Rusland passagen gennem Kertj-strædet, som løber mellem Krim-halvøen og Rusland i den nordlige del af Sortehavet.

Men det danske skib Clipper Viking ligger stadig stille ved indsejlingen til det Asovske Hav, skriver DR på baggrund af oplysninger fra hjemmesiden marinetraffic.com.

Rederiet Clipper Group vil ikke kommentere situationen, men direktøren i Danske Rederier siger, at man finder konflikten foruroligende.

»Det her må ikke udvikle sig til, at handelsskibene og i særdeleshed besætningerne, som er ombord, kommer i usikre og utrygge situationer,« siger direktør Maria Skipper Schwen.

Den russiske kystvagt beskød søndag tre ukrainske fartøjer, som Rusland mener var ulovligt på vej ind i russisk farvand for at komme til den vigtige havneby Mariupol i det østlige Ukraine.

Rusland placerede et tankskib under broen, der forbinder det russiske fastland med Krim, og åbnede ild mod de ukrainske fartøjer.

Ukraine har gennem længere tid klaget over, at skibstrafikken i det Asovske Hav udsættes for systematisk russisk chikane. Både ukrainske og udenlandske skibe bliver udsat for uanmeldte inspektioner af lasten, som kan vare i dagevis med økonomiske tab til følge for selskaberne, lyder kritikken.

Hændelsen førte søndag aften til protester foran den russiske ambassade i Ukraines hovedstad Kiev.

FN's Sikkerhedsråd har mandag indkaldt til et hastemøde for at drøfte søndagens optrapning af konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Det er angiveligt de to stridende parter selv, der har anmodet om mødet.