Fortsæt til indhold
Europa

Venedig oversvømmet: Vandstand på højeste niveau i 10 år

Stærk vind har fået vandstanden i Venedig til at stige til unormal højde. Guvernør advarer om oversvømmelsen.

/ritzau/

Store dele af den italienske by Venedig ligger under vand.

Omkring tre fjerdedele af byen er oversvømmet, fortæller embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AP.

Det er stærk vind, der har fået vandstanden til at stige til 156 centimeter.

Det er ikke unormalt, at Venedig bliver oversvømmet, når vinden er stærk. Men vandstanden mandag har været unormal.

Niveauet mandag var det højst målte siden 2008, skriver AP med henvisning til Venedigs statistikker.

En kvinde forsøger at fjerne vand fra hendes butik. Foto: Andrea Merola

Et planlagt projekt med barrierer under vandet kan ifølge Luigi Brugano, der er borgmester i Venedig, kunne have forhindret oversvømmelsen.

Projektet er forsinket på grund af overskridelse af omkostninger og korruptionsskandaler, skriver AP.

Brugnaro siger, at han har bedt premierminister Giuseppe Conte om en snak for at understrege projektets vigtighed.

En kvinde bærer sit barn over den oversvømmede markusplads. Foto: Manuel Silvestri

Byens vandtaxi er lukket på grund af nødsituationen, skriver AP. Forbindelserne er dog aktive til de yderste øer i byen.

De normale træbroer, der sikrer, at borgerne i byen ikke får våde fødder, var mandag ikke høje nok til at stå for en sikker færden i Venedig, skriver AFP.

Guvernøren i regionen Veneto, Luca Zaia, har ifølge AP sagt, at oversvømmelserne kunne blive lignende dem, der ramte både Venedig og Firenze i 1966.

Turister kæmper sig gennem vanmasserne på Markuspladsen i det centale Venedig. Foto: Miguel Medina

I 1966 var oversvømmelserne særlig slemme og vandstanden ramte næsten to meter i Venedig.