Venedig klar med nye tiltag i kampen mod overturisme
Der er udsigt til bøder på over 3.700 kroner, hvis man eksempelvis sætter sig ned på gaden og tager et lille hvil.
Hvert år lægger millioner af turister vejen forbi Venedigs historiske centrum, der efter årtier med faldende indbyggertal i dag blot huser i omegnen af 55.000 indbyggere.
I et forsøg på at dæmme op for overturismen på stedet har bystyret gennem de senere år indført en række regler, der er rettet mod turisterne.
Det er blandt andet blevet vedtaget, at man som turist ikke må dyppe sig i de berømte kanaler, fodre duerne eller gå rundt i badetøj. Bryder man reglerne, venter der bøder på op til 450 euro, hvilket svarer til 3.350 kr.
Samtidig blev der i sommer indsat et særligt vagtkorps med 15 mand, som har til opgave at sørge for, at de tusindvis af turister, der dagligt færdes i bymidten, overholder de mange særregler.
Noget tyder dog på, at myndighederne ikke er færdige med at indføre regler i Venedig, skriver BBC. Således skulle bystyret have planer om at indføre forbud mod, at turister sætter eller lægger sig ned på offentlige steder.
Det er i forvejen forbudt at sidde på den centrale og verdenskendte plads Markuspladsen samt på trapper ved de mest populære seværdigheder. Men står det til myndighederne, skal det også være forbudt at sidde eller ligge på jorden på alle gader og stræder i kanalbyen.
Samtidig har man planer om at bandlyse alle typer alkohol i offentligheden efter klokken 19.00. Det vil ikke blot være ulovligt at drikke et glas vin, mens du går en tur langs kanalerne, men også være ulovligt at bære rundt på uåbnede flasker, som du måske lige har købt i det lokale supermarked.
Marco Agostini, den lokale politidirektør, påpeger over for nyhedsbureauet Ansa, at man ikke som udgangspunkt har i sinde at stoppe de folk, der kommer ud fra supermarkeder, for at og tjekke, om de har alkohol gemt i indkøbsposerne.
»Reglerne vil blive benyttet, når nogle bliver fulde og slæber rundt på en pose med tre flasker øl i,« fortæller politidirektøren.
De nye forslag skal til afstemning i oktober. Det lokale medie Corriere Della Sera kalder alkoholforbuddet for »en af de mest strikse regler i hele den nordøstlige del af Italien«.
Skulle reglerne blive vedtaget, vil det blandt andet medføre, at man er nødt til at hyre op mod 5.000 ekstra betjente til at håndhæve dem, vurderer Marco Gasparinetti, som er medlem af en lokal beboergruppe kaldet Gruppo Aprile 25.
»Der er i forvejen en meget lang liste over ting, som er forbudte i Venedig. Der er ikke mere noget, man kan lave,« lyder det endvidere fra Marco Gasparinetti til The Guardian.